at flytte hjemmefra

Min ældste har proklameret flere gange de sidste dage at nu flyttede hun hjemmefra. Det havde hun åbenbart hørt, at det siger man, når det er lillesøsters tur til at vælge tegnefilm eller brætspil.

Hun gjorde det her til aften.
Hun hører meditationsmusik (på min mobil) inden hun falder i søvn. Hun nyder musikken og det giver hende ro, og som hun selv siger, falder hun hurtigere i søvn. Der blev helt stille på værelse, så jeg gik ind for at hente mobilen, og dæleme om ikke hun ligger der og ser film.... YOU ARE SOOO BUSTED!
Det passede ikke mig, og heller ikke hende.
Der opstod en mindre diskussion, og jeg sagde til hende at hvis hun ønskede, at jeg skulle putte hende, skulle det være nu, eller måtte hun selv gå i seng igen.

Nu flyttede hun hjemmefra. Igen. Og vendte sig og gik.



Jeps Hun gik - ud for at tage flyverdragt og gummistøvler på, også ud i den mørke kulde. Manden og jeg gloede på hinanden. Seriøst. Smuttede hun lige. Vi måtte lige trække vejret en gang, inden jeg trak i overtøjet.

Vi blev da også hurtige enige om, at hun skulle flytte hjem igen.....

Farmand stod og filmede, da vi kom ind, så vi har lidt til konfirmationstalen; han sagde til hende, at hun aldrig måtte flytte igen.... "JOJO, når I dør". Sikke da fine tanker hun har om os.

Hun er bestemt og beslutsom ung dame; det skal nok hjælpe i hendes videre liv, men lige nu må hun altså godt skrue lidt ned for diva-dramaet og blive hjemme... Næste gang hun truer med det, må vi nok tage hende en smule mere alvorligt.

Hvilken kasse er du i?

Der er et samfundsmæssige behov for at sætte folk i kasser. Vi gør det alle sammen hele tiden, i fht. lovgivningen, formue, ressourcesvage og stærke osv osv. Systemet kan bedre via disse forskellige skabeloner hjælpe (og afvise).

Jeg gør det selv, hver gang jeg møder et nyt menneske, ser nyheder, vores børn og egen mand. Det er da også typisk mænd at de ikke lige griber støvsugeren... eller noget.

Det er sgu bare ikke altid så firkantet - vi kan ikke bare bruge en skabelon. Der vil altid være noget der stikker ud. Og det hjælper ikke altid at blive sat i bås; der er mønsterbrydere, og dem skal vi også kunne rumme.
....
Hvad kalder du dig selv?
Tegnsprogsbruger, hørehæmmet, døv - er du kun lidt døv, eller meget døv? Ja, det er der altså nogen, der spørger om.

Jeg kalder mig situeret døv. Svært hørehæmmet, alt afhængig af hvem jeg snakker med. Men situeret døv er meget dækkende, nu når vi snakker kasser ik. Sådan en skal jeg tilsyneladende i. Jeg kan både høre en del og absolut ingenting. Det afhænger af situationerne. Er der vindstille, kan naboen godt lige råbe over hækken, blæser det til gengæld en halv pelikan, jamen så registrerer jeg ikke andet end vindens susen, med mindre jeg kan se at der foregår noget.

Det er straks sværere, når vi snakker om min datter Rosa, som er født døv og fået CI. Smukke seje Rosa.
Hvad er hun så? Det er der rigtig mange, der er interesseret i.

For nogle er hun døv eller hørehæmmet, for systemet er hun funktionel hørende, for andre er hun CI-barn.

Hun er ikke et CI barn. Hun er et barn med CI og for mig gør det en forskel. Det er hende, der bærer CI og ikke omvendt.

En af mine fornemmeste opgaver som mor er, at give mine unger forskellige perspektiver for verden. Verden er ikke opbygget ud fra en bestemt mening. Hun er selv med til at skabe mening!
Ikke alene at fortælle ud fra den kristne overbevisning at det er GUD, der har skabt verdenen, men at der er flere meninger om det.
Rosa er ikke stor nok til at svare endnu, såfremt nogen spørger hende "Hvilken kasse er du så i". Jeg håber og tror på, at hun selv finder vejen frem i navigationen og finder ud hvad og hvor hun bedst trives, for en kasse bliver hun proppet i, anyway.
Jeg håber, at hun svarer "Jeg er Rosa, og jeg passer i både alle og ingen kasser".