I'm a pleaser

Jeg har så langt, jeg kan huske, lidt af behagesyge. Jeg traf mine beslutninger på baggrund af det de andre ville. Jeg tog det mindste stykke kage, jeg byttede mit smukke brevpapir, selvom jeg gerne ville beholde det.
Jeg ville gerne gøre alle omkring mig tilfredse. Jeg brød mig stadig ikke om at være uvenner med nogen. Jeg ville gerne at folk syntes godt om mig. Jeg fandt senere ud af at det var noget af en udfordring, jeg havde givet mig selv.

Jeg lærte senere at stå ved min mening, også selvom den skilte sig ud. Men jeg var meget bevidst om at jeg ikke stødte nogen. Så hellere holde mund. Jeg øvede mig på, at det var ok at vælge noget andet. Jeg valgte bevidst en anden tøjstil i mine teenager år. Jeg havde ikke Buffalo sko, fordi det havde de andre. De var desuden også rædselsfulde. Jeg gik ikke med nederdel over bukserne, ork ja det var den tid, fordi at moden dedikerede det. Men jeg trådte ikke nogen over tæerne med mit tøjvalg.

Det er en evig proces. Jeg gider ikke lide at behagesyge. Det er en træls følgesvend at have, og jeg vil gerne af med ham. Han er ikke så tæt på som han tidligere har været.
Processen jeg er inde i lige nu, er at det skal være ok og at det er ok at vælge det jeg gerne vil. Jeg kan fint ytre min mening. Og have det tøj på jeg gerne vil.
Men når det handler om det som andre ønsker kontra det jeg gerne vil, så er det straks sværere. Forskellen fra tidligere og nu, er at jeg forsøger at prioritere mig selv. Men der følger en del mavekvaler og tanker, inden jeg så omsider vælger det, som jeg gerne vil.
Og ikke gøre det, som jeg tror de andre gerne vil, at jeg skal.

Hvor ville jeg dog gerne sige "F*CK det, jeg følger min mavefornemmelse og gør lige det JEG har lyst til den dag" i stedet for, "Hvad siger de andre? .. jeg håber de synes det er ok", og derefter overbevise, ja overbevise,  mig selv, om at det er ok, at have behov for at have lidt alenetid; at det er ok at jeg inviterer den veninde til en kop kaffe. Det er trods alt min dag og mit liv.

Jeg vil jo stadig gerne, at folk skal synes om mig, og jeg vil gerne have at de andre har det godt. Men det er egentlig ret fjollet, at man stadig som voksen ikke sætter sig selv først i den ene liv man har, og at man faktisk overvejer at leve sit liv efter det, som det andre synes at tænke eller mene. 

Jeg øver mig fortsat, og må tage de kredsende tanker og mavekvaler med i købet, for mit liv skal ikke min bekostning.

Jeg vil dæleme også have det største stykke kage! Og tage i biffen med lige præcis den veninde, fordi JEG  har lyst.

Det er mit liv, også jeg har selv ansvaret for at gøre det til mit. Mit helt eget.

Gud og hver mands eje.... eller

3 del af Rosa og hendes ørehængere

Da vi fik at vide at Rosa var døv, og resten af verdenen ligeså, var det som om Gud og alle mand pludselig havde en mening om hvad vi skulle gøre., hvad vi skulle vælge. Hvordan det skulle gøres.

Det kan sammenlignes lidt de store babymads-diskussioner, der var omkring os, da Liva skulle som lille skulle have mad. Om ungen skal have bryst eller modermælkserstatning, hjemmelavet grød fra bunden, købt på glas eller økologisk.... and so on. Når man søgte på nettet, havde alle deres bud på det eneste rigtige.

Forskellen er bare at denne gang gjorde det... ondt. Helt ind i hjertet. Det var ikke kun mig og Rosas far, der havde en mening.

I skulle endelig ikke lade hende operere. Det er farligt. Hun skulle være døv og stolt og havde tegnsprog som modersmål. I vil gå imod vores egen kultur og ikke længere acceptere jer selv som døve.

Det eneste rigtige er at give hende en Cochlear Implant og lade talesproget være det primære. Tegnsproget hæmmer talesproget, så familie og omkreds må ikke bruge tegnsprog til Rosa.

Allerførst bliver jeg ked af det. Hvordan kan de tillade sig at sige sådan. Nogle har ikke selv børn, og da slet ikke døve børn. Nogle ved slet ikke nogen om tegnsprog.
Hvad er det der gør, at de mener, at de lige kan smide deres mening op i hovedet på mig... udfordre mig på det sprog jeg selv HAR VALGT at tilegne mig, har valgt at leve med og føre videre i min familie.  Tegnsproget.

Så bliver jeg trodsig! Jeg kan dæleme godt selv træffe en beslutning. Og jeg er slet ikke i tvivl om at det er det rigtige.

Rosa får lyd og tegnsprog. Hverken enten eller.

Så ja jeg lader hende gå igennem to c.i - operationer. Ja, hele to pga. pendred syndrom, hvor der er risiko for svimmelhed hvis man opereres på begge sider på en gang. Uh grusomme forælder.
Den 1. operation i en alder af 13, og den anden 17 måneder. Plus en infektion hvor jeg sammen med hende var indlagt i en uge. Hun blev bedøvet 8 gange på 4 måneder. Og Mange dropforsøg, fordi droppet blev ved at falde ud. Det er ikke rare tale på kontoen. Derudover ugentlige AVTsessioner og mange km tilbragt i bilen. Det er ikke lige det, man vil bruge ens barsel på, men det var nødvendigt for det valg, vi havde truffet på vegne af Rosa.

OG hun fik tegnsprog ind med modermælken! Basta Bum! Jeg nægter at sidde på mine hænder. Det er VORES sprog herhjemme.

Jeg kan også ærligt sige at hvis jeg som en chokeret hørende forældre blev frarådet at bruge tegnsprog, fordi man bliver fortalt at det hæmmer talesproget, så ville jeg heller ikke bruge mine tegnsproget. For det første ved jeg ikke bedre. Jeg regner med at lægerne har ret. Og er der nogen der fortæller mig, at det nok skal gå godt, vil jeg naivt følge alle instruktioner hertil.
MEN jeg VED at tegnsproget ikke hæmmer, og dermed imod har gavnlige effekter. Men denne viden vil jeg ikke kunne tilegne som en chokeret hørende som kun får fremlagt en mulighed.

Det var gudskelov stadig os, der skulle træffe den endelige beslutning. Men derfor var der også kun os at bebrejde, hvis noget gik galt. Men det vil også kun være os, der kan klappe os selv på skuldrene, hvis det gik godt. Og det gør vi. Klapper os selv på skulderen, altså!