Trods de bedste intentioner

Det sprog, der er familiens sprog, bliver barnet modersmål.
Barnet har gennem modermålets adgang til et varieret sprogligt input og mulighed for at høre og bruge ordene på forskellig vis.  Når man skal udveksle sproglige informationer og kunne kommunikere om tanker og følelser, er det nødvendigt at man behersker modersmålet.

Herhjemme er pigernes og mandens modersmål tegnsprog. Tegnsprog fik de ind med modermælken, og det dansk talende lærte pigerne primært fra den øvrige omverden.

Jeg har de bedste intentioner om at vi bruger fuldt tegnsprog i hjemmet. Min mand er døv og jeg er svært hørehæmmet, altså er tegnsprog det eneste sprog, som gør, at vi alle bliver hørt og forstået.

Vi har haft mange snakke om hvordan man bruger sproget hjemme, når forældreparret ikke har samme høre-baggrund; hørehæmmet-døv, døv-hørende. Vi har snakket med andre familier og også mennesker som har lidt mere erfaring på området.
Langt de fleste er enige om at for at barnet lærer det fulde tegnsprog, kræver det tegnsprog. Ikke tegndansk eller dansk tale med støttetegn.
Dansk talesprog og tegnsprog er en verden til forskel i forhold til syntakst, sætningsopbygning og grammatik. Det giver ikke rigtig mening at blande de to sprog, hvis man har en intention om at barnet skal lære det fulde sprog, både det ene og det andet.

Og trods de bedste intentioner, så er det f..... svært at udføre i praktisk.
Jeg har slået mig mange gange i hovedet, fordi jeg ikke gjorde det godt. At jeg ikke kunne adskille sprogene. At jeg nu brugte stemmen, At jeg snakkede/tegnede for tegndansk (at mit tegnsprog er opbygget efter den danske grammatik). At det er derfor Liva synes tegnsprog er svært.

Faktum er at jeg synes det er skidehårdt og pissesvært at bruge 100%!
There I said it! BOOM!!Bomben er sprunget.

'Jamen, du slukker da bare stemmen fra'. Nej, jeg kan ikke bare slukke stemmen fra - det sidder så dybt i mig, og det danske talesprog er mit modersmål. Altså det sprog jeg lærte først, og det sprog min familie brugte og bruger. Jeg lærte først tegnsprog, da jeg var 12. Og jeg elsker det, det må der ikke være tvivl.

Men jeg kan ikke bruge tegnsprog i alle situationer. Særligt når jeg cykler ture og laver mad sammen med mine piger. Det er noget, vi gør rigtig meget. Køkkenet er stedet, vi tilbringer mange timer sammen. Vi har alle tre en fest, når vi laver mad. Bare ikke når mor bliver frustreret over ikke at kunne lave op til sine egne forventninger.

Jeg bruger SÅ meget energi på at bruge tegnsprog. Nej, det kommer ikke naturligt - det føles kunstigt, fordi det i mit hovedet hele tiden lyder. "Nu skal du også lige... ellers er det din skyld at tegnsproget ikke bliver et behersket sprog i din familie".
Men det er tydeligt at mærke på mig og på pigerne, at jeg er på overarbejde. Jeg bliver irriteret på mig selv, fordi jeg ikke føler, at jeg kan slappe af. Slappe af sammen med mine piger, i vores køkken, mens vi hygger os med madlavningen. Og det er værste er, at jeg bliver så irriteret på dem, at jeg skælder og smælder på dem, eller sender dem ud af køkkenet, for jeg simpelthen har fået nok. Nok af mig selv! For de kan bare ikke holde mund. Og det skal de heller ikke! Men jeg bliver så træt, fordi jeg skal bruge så meget energi på at svare dem tilbage på tegnsprog.
Grunden til at jeg synes, at det er bøvlet, er af den naturlige årsag, at hænderne er travlt beskæftiget med at rulle frikadeller. Jeg skal lægge maden og sagerne ned hver gang, og måske kræver det en håndvask. Det er både tidskrævende og ikke særligt afslappende.

Men jeg vil tegnsprog så gerne, at jeg føler det er evigt dilemma.  Jeg har sågar tænkt "HVIS bare vi holder mund, så kommer jeg ikke i det dilemma". Så vores hyggerum blev til et ti-så-stille-rum.
Fandeme sjovt at have mig som mor, hva.
 
Gu vil jeg ej! Skal jeg virkelig lade være med at snakke med dem - bare fordi jeg bliver sur og træt af mig selv over ikke at kunne overholde min egen tegnsprogspolitik. De har så meget på hjertet, og særligt i det rum. Deres fortællinger om legesituationer og drillerier er guld. Og det sætter jeg en stopper for, fordi jeg skal være så firkantet?

Så jeg øver mig i at tænke, at det er okay, at jeg i nogle situationer bruger min stemme. At der bliver talt dansk med tegn.

Jeg er godt klar over, at det at jeg bruger min stemme i udvalgte situationer, muligvis har en konsekvens. At børnene ikke tilegner sig det fulde tegnforråd. Men det må jeg tage med.
Er det ikke bedre at pigerne har en glad mor, og vi nyder madlavningen sammen.... som vi alle tre er glade for. Og den glæde skulle jeg nødig ødelægge, fordi jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal.
Jeg tror på at pigerne er så kvikke, at de nok skal finde ud af det.

Der er med garanti også helt døve forældre, der har børn med i køkkenet. Og de har sikkert fundet en måde at arbejde og snakke sammen på. Men det har hidtil ikke virket på mig. Jeg blev bare sur og tvær af de høje krav og forventninger til mig selv om at bruge et fuldt tegnsprog i hjemmet.

Disse tanker og snakke har jeg selvfølgelig haft med min mand. Han ser helst at jeg trives og har det godt med mine piger... uanset sprogkode. Også selvom den bliver lidt rodet til tider.

En blandet landhandel

Mine piger er så privilegerede, at de har to sprog. Det danske talesprog og tegnsprog.
Der bliver skiftet i det ene og det andet afhængig af personer, situationer og steder.

Og ind i mellem er det en udfordring for dem, fordi de kommer til at blande det sammen, bytte om på ordene; Andre gange er det en hjælp hvis man har glemt taleordet eller tegnet, så kan det andet sprog støtte op om sætning og vi lynhurtig finder ordet eller tegnet for det, hun vil sige. Uanset hvad, kan det blive til sætninger, som vi som forældrene bliver bløde i knæene over, og Liva, som ønsker at være korrekt og rigtig, bliver gal over.

Liva 5 år: På Tegnsprog: "Far, jeg kan ikke forstå, når de snakker *'engel'" (*engelsk)
Den er sgu da sød! Og vi var imponerede over at hun fandt et tegn så tæt op ad ordet engelsk, så det var sgu da meget godt ramt alligevel.

Både Rosa og Liva på tegnsprog "Skal vi bygge en *'ugle'" (*hule).
Jeg har hørt at der er flere børn der forveksler tegnet ugle med hule.

Jeg forsøger at svare tilbage, så de ikke føler sig forkerte. Men blot svare på tegn "Ja, vi skal bygge en hule".

---
Andre gange.... ja så bliver en lort kaldt for en lort.
Når jeg sidder på toilet og har låst døren (Nøglen er guld for mødre, der har brug for et par minutters ro)
"MOOOAARRR.... Laver du LOOORT"? bliver der råbt igennem døren

Sandhed fra børn og ...

Når jeg henter og aflevere mine piger i institutionerne, kan jeg godt lide at snakke med de andre børn. Børn er så nemme at snakke med, og de fortæller glædeligt om hvad farve deres bussemand er og hvem der kommer og henter dem.  

Forleden var der en pige på 5 år, der stirrede på mig. Jeg fornemmede det godt nok, og tænkte at det var nok var mine noget så fine høreapparater. Dem har de spurgt til mange gange før. Hvorfor jeg har dem. Jeg fortæller dem at de hjælper mig med at høre, fordi jeg ingenting kan høre uden dem. Så glor de lidt videre, inden de begiver sig videre med deres leg.

Men det var ikke det denne pige var interesseret i at vide.....

"Hvorfor snakker du så mærkeligt", spørger hun som noget af det mest naturlige.

Jeg smiler lidt. Akavet. Jeg forsøger at svare hende. Hun rammer et ømt punkt. En bitte nysgerrig pige stiller et åbent og naturligt spørgsmål.

For mig er det mavepuster. En lille en, som vokser i mig og prikker til min usikkerhed omkring min tale.

'Jamen du taler såååå fint',  har jeg altid fået at vide. Du ved, med en overdrivelses-grimassen, og som barn fik jeg tilmed et klem på den ene kind.

Jeg ved udmærket godt at jeg ikke taler perfekt. Jeg kæmper med nogle bestemte bogstaver. Jeg forsøger at koncentrere mig, men når jeg er træt, nervøs eller det går stærkt og jeg bliver for ivrig, og har for meget på hjertet, så begynder det at knibe og jeg falder over ordene. Jeg knuger mig, jeg bliver irriteret.

I nogle situationer, særligt med nye og fremmede mennesker er det rigtig... På godt jydsk træls. Når jeg skal sige noget, der ligger mig tæt på hjertet, og jeg gerne vil fremstå sagligt og fagligt, føler jeg ind i mellem at jeg ikke formår at sige det, som jeg ellers vil. Fordi det kræver for meget koncentration, og jeg udtaler nogle ord forkert. Jeg ved det i det øjeblik jeg siger det, og retter op på det. For det meste.
Også får jeg et blik. Et blik der afslører at opfattelsen af mig er ændret. Også kan samtalen lige så godt slutte. Dommen er givet.

Jeg er blevet målt og vejet på min udtale, og jeg oplever at nogle tror at jeg er mindre intelligent.

Jo mindre hørelse jo mindre intelligent - en meget gammeldags opfattelse, som der desværre stadig er nogen, der har. Total nederen, altså!

Jeg har altid talt, og er altid blevet opfordret til det. Og vil blive ved med det. Og jeg vil da gerne tro på at jeg taler såååå fint. Med skønhedsfejl. Jeg er stadig intelligent, og jeg har også meget på hjertet.

Frem med osteklokken

Jeg elsker at være social og tilbringe tid med min familie, venner og deres børn. Jeg lægger gerne hus til sammenkomster og nyder at have huset fuld. Jeg vil gerne være der for mine medmennesker,  og jeg forsøger det bedste jeg kan.

Ind i mellem sker der meget - både gode og mindre gode ting. Både i privaten og på arbejdet. Begge steder vil jeg gerne og er jeg tilgængelig for andre.
En hverdag der skal struktureres, skoleaktiviteter, weekendture, venindebesøg, fødder der skal i støvler, bekymringer for venner og familie, og hvad der ellers sker i livet. Jeg er på og jeg nyder det meste.

Lige ud i det blå kommer der en downperiode. For mig optræder det typisk i samme scenarie.
Efter pigernes sengetid, ruller jeg rullegardiner ned i soveværelset; Lukker døren; Og putter mig. Alene. Dog typisk med Viaplay eller et magasin.
Efter et par aftner begynder manden at savne mig. Og jeg trækker stadig ind i soveværelset.
Alene. Jeg kan ikke lige overkomme andet end mig selv om aftenen. Får en træthed der ikke synes at forsvinde. Vækkeuret er lige ved at blive kylet ind i væggen om morgenen, og jeg plejer ellers næsten at springe ud af sengen, når uret ringer. (eller rettere vibrere). Der varer mellem dage og et par uger.

En samvittighed begynder at nage. Jeg burde da også lige. At få syet de bukser. At ringe til min mor. Far. Søster. Bror. Bedste. At lave en aftale med mine veninder, eller i det mindste give lyd fra mig selv.

Tidligere gik det mig på, når jeg fik det sådan, Er der mon noget galt med mig. Hvorfor blev jeg lige sur over det. Ej, jeg er altså heller ikke god nok.

Jeg er heldigvis blevet en smule  klogere. Jeg ved nu, at den downperiode er noget, jeg har brug for! Det er min osteklokke. Så jeg lige finder og mærker mig selv. Giver jeg tid og plads til det, kommer  energien lige så pludselig igen.  

Så du, kære du, jeg har ikke glemt dig! Jeg havde bare lige glemt mig selv lidt, og det var tid til at finde osteklokken frem.

Husker du dig selv..... Det håber jeg, du gør. Ved at prioritere dig selv, giver du også plads til andre. Jeg øver mig og kan stadig blive bedre.