lørdag den 26. september 2015

Min mand var tæt på at få smæk


Forleden var jeg tæt på at give min mand smæk!

Inden du begynder at tænke på Fifty shades of grey, så var der altså ikke noget erotisk over det.

Nej for jeg var rasende på ham.... og jeg var tæt på at give ham smæk med et vådt viskestykke. Og jeg forbinder ikke et viskestykke med begær og erotik, så er den lige på plads, ik.

Jeg stod og vaskede op, og gjorde aftensmaden klar. Jeg vidste ,at Jesper fik fri kl 16, og når han ikke hjem inden 40 min + 15 min til afsluttende arbejdssnak og potentiel kø, så begynder mine katastrofe tanker. I løbet af ingen tid, har jeg allerede en indre film med alverdens ulykker. Jeg var i det sekund, Jesper svinger rundt om hjørnet, klar på at politiet ringede mig, tjekket at naboen var hjemme, så pigerne kunne komme over til hende, mens jeg kørte på hospitalet.
Så da Jesper kom glad ind, gik jeg ham meget bestemt i møde, og pludselig greb jeg viskestykket, som jeg havde smidt over min skulder, og svingede den så jeg var lige ved at ramme ham på brystet.

Stakkels mand, sikke en velkomst. Det var bestemt ikke min mening, men jeg blev sgu forskrækket.
Ja, det handler kun om sølle +20 min. Han var såmand blot forbi hos sin bror.

Mig og mine katasrofetanker. Det er ikke første gang, og det bliver bestemt heller ikke sidste.
Jeg har fortalt ham flere gange, at han er nødt til at sende mig besked, når han kommer (lidt) senere hjem), men denne gang har han forstået alvoren. At jeg rent faktisk går lidt i panik.

Måske jeg skulle overveje at stå klar med et vådt viskestykke næste gang jeg vil have min vilje... så måske han vil køre ned i Rema efter den plade chokolade.

torsdag den 17. september 2015

Tjek i hoved og i røv

Den samme dag vi fik at vide at Rosa fik lov at slippe for nat-skinnerne, var vi også til øjenlæge. Bare et rutine kontrol fordi hun nægtede at deltage i synstesten ved sin 4 års undersøgelse. Den stædige asen, altså. Det vil bringe hende langt en dag, det er jeg ret sikker på.

Vi skulle jo fejre at hun slap for skinnerne, men jeg havde ærligt talt svært ved at slippe mig fri at hun måske skulle have briller.
Hun har jo set al verdens læger - overdrivelse fremmer forståelsen, ik - jeg havde håbet at når hun nu slap for skinnerne, så det nu kun var hos kun egen læge og på audiologisk afdeling, vi skulle vise os.
Så i stedet for at være glad, var jeg muggen og gal i skralden.
Gal over at hun ikke bare kan få lov at slippe; synes lig'som hun havde været i gennem rigeligt. Den tøs skal dæleme tjekkes i hoved og i røv.

Nå, men den der øjenlæge var altså ikke tilfreds med Rosas besvarelser på de små billeder. Det var jeg heller ikke. En svane så hun som en bil, og en nøgle som helikopter.
Så hun skulle indkaldes igen. Og det var så i går. Og foruden undersøgelsen skulle hun dryppes med bedøvede øjendråber, så hun kunne få målt styrken i øjnene.

Sikke en kamp vi havde i bilen - folk må have troet jeg var rablende vanvittig. At ordne den slags på en parkeringsplads er ikke at anbefale. Dråberne virkede lynhurtig, og Rosa klagede nu over at hun intet kunne se. Underligt at det også påvirkede hendes evne til gå, for jeg måtte bære hende. Ja den diskussion ville jeg ikke lige tage med hende der. Det var sgu da synd for hende!

Dommen er at hun skal have briller. +1,75 og en bygningsfejl. No wonder hun er lidt klodset.

Ej vi har ærligt talt aldrig tænkt over at der skulle være noget med hendes syn. Hun blev synstjekket på hospitalet, før hun fik C.I.
Og den lille højheds klodsethed havde vi tildelt til hendes klumpfod.

Så jeg har måtte tale bestemt til mig selv i dag og komme videre. Og jeg er overbevidst den lille tøs da bliver uden tvivl den skønneste lille brilleabe - omens jeg helst så at hun blev fri.







onsdag den 2. september 2015

Væk med dig!

Rosa har et eller andet med mænd. Hun vil dem ikke.

Mænd i vores familie og nærmeste vennekreds har heldigvis vundet hendes hjerte, men når jeg tænker tilbage, har det også for nogen taget sin tid. Men det er en anden sag, når vi snakker bekendte og fremmede mænd.

Jesper og jeg har haft en mistanke om, at hun ikke følte sig så tryg hos mænd som hos kvinder. 
Hun har altid været tættere på de kvindelige medlemmer mere. Det er dem hun søger for hygge, hjælp og leg.
Hun har altid holdt fast i at det er mor, der skal hjælpe. Hun har forsøgt skubbe far væk. Med skrig og skrål. Han er heldigvis også stædig. Så ind i mellem har hun måtte nøjes. Ja nøjes, for Rosa var bestemt ikke tilfreds.
Omvendt kan man også sige at jeg har været hjemme med hende i 21 måneder, og fulgt hende til næsten alle undersøgelser. Men vi tror ikke at det er der den ligger.

Rosa er blevet undersøgt mange gange af diverse læger. Og disse læger er jo så primært mandlige. Og de er helt sikkert rare og venlige. Nogle mere end andre.
Men hun har haft uendelige mange fingre på sig. Blevet kigget på, rykket i og snakket om.
Det har måske haft noget af sige. I hvert fald kan jeg konstatere at til de sidste undersøgelser har hun ikke ytret et ord til dem; de mandlige læger.  Hun har forsøgt at gemme sig under min nederdel, bag mine ben og arme, og puttet sig godt og grundigt ind til min hals, når hun sad på skødet.

Og vi taler om pigen, der ellers har spurgt den fremmede i Rema 1000 om hvorfor han har sådan en stor mave. Han hørte det heldigvis ikke.
 
Vores egen læge er en kvinde, og hende vil hun gerne svare. Også den kvindelige øjenlæge forleden.  

Til de sidste 3 justeringer af hendes ci'er, har hun nægtet at deltage. Og deltager barnet ikke aktivt i de auditive lege, har den mandlige audiolog en udfordring i forhold til at indstille modtagelsen af lyde korrekt.
Og det er først for nyligt at Rosa selv kom med en forklaring på hende inaktivitet. 

 "Jeg gider ikke fordi det er en mand. Jeg vil have dame!!!"

I dag var hun afsted igen. Denne gang hos en kvindelig audiolog. Og jeg kan konkludere at tuningen af ci'erne i dag gik ganske forrygende. Og kun på den halve tid. Så for første gang i 1 år har hun gennemført en fuld tuning. 

Vi skiftede for 1,5 år siden også den mandlige talepædagog ud med en kvindelig. De kunne ganske enkelt ikke sammen. Han var venlig og rar, men der gik for lang af den sparsommelige tid før hun ville lege med på hans lege. Hun fik så en ny kvindelig talepædagog, og det klikkede fra 1. øjeblik. Også tænkte vi ikke mere over det, før Rosas udbrød at hun foretrak kvinder.

Så jeg undres. Men ud fra den 4 årige piges perspektiv er mænd måske nogle pillefingre som kigger og undersøger.

Heldigvis har hun nogle fantastiske mænd i sit liv,  så mon ikke hun en dag finder ud af at de fleste mænd er gode nok. Og at de ikke alle behøver at undersøge hende, men at de faktisk gerne vil hende.....