Bandeord og tegnforråd

Til min store ærgelse er der hjemme hos os forskel på hvem der bliver kaldt de grimme navne.
Jeg håber og tror på, at det ikke er fordi jeg er en ringere forælder end min mand. Jeg bilder mig selv ind, at det skyldes sproglige udfordringer. .

Vi forsøger så vidt muligt ikke at bande. Jeg gider ikke, at mine unger tilføjer diverse bandeord i alle deres sætninger.

Da jeg var yngre, bandede jeg og mine søskende lystigt. Og jeg forstår ikke hvordan mine forældre kunne holde ud at lægge ører til alt det, der blev fyret af. Bare fordi vi synes at det lød lidt smart, og for at understrege at vi fandeme synes at noget var sejt/grimt, som en slags ekstra krydderi. Men ind i mellem gik det over gevind, og der blev til tider sagt fucking som hver andet ord. Nærmest…..

Jeg blev så gift med en mand, som ikke på samme måde er opvokset med en afslappethed omkring bandeord. Jeg har virkelig bildt mig selv i tungen mange gange, for jeg ville jo gerne at mine svigerforældre så mig som et godt parti til Jesper..

Nå, men tilbage til mine unger…. verdens fucking mest skønne unger, som fucking også giver mig udfordringer. You hear me, det lyder ikke særligt fint, vel?
Nå, men jeg er blevet kaldt væsentligt flere ting end Jesper. Og værre. Far er dum, og jeg er alt muligt andet. Også noget som ikke fortjener at blive skrevet ned.

MEN når bandeord ikke er del af vores normale samtaler, bliver deres tegn-forråd heller ikke på samme måde udviklet som det gør på det auditive sprog. Bandeord hører de i tegnefilm, (jojo hvis man slår over på Ultra bl.a.), i skolen, i radioen og andre familiemedlemmer.

Pigerne ved, at jeg hører, hvad de siger, og at deres far ikke gør. Og jeg tror, at årssagen findes der. Vi ved jo at for at tosprogetheden skal følges nogenlunde ad, skal børnene fodres med tegn på de nye ord, de opfanger.

Vi forsøger så vidt muligt at udvikle deres tegnforråd ved at svare tilbage på deres sætninger, inklusiv tegnene på de ord, de ikke kan.

Men jeg må nok indrømme, at jeg synes, at det er en udfordring at lære dem ‘lede skiderik’, men jeg vil ikke være den eneste der bliver kaldt det. Og skal sprogene ligestilles, skal de også have alle ordene i deres tegnforråd.
Nu er det jo ikke sådan, at de får lov at namecall’e os alt muligt, men vi ved jo alle, at man ikke altid er verdens skønneste forælder.

(Postes også på Loud.land)

Dobbeltmoralske husregler

Hjemme hos os er husreglerne lidt anderledes end hos andre.
Man må nemlig gerne snakke med mad i munden. Det betyder dog ikke, at maden må vælte ud af munden. Og det betyder heller ikke at børnene må smaske.

Vi snakker med hænderne hjemme hos os. Så hvis man lukker munden, må man gerne samtale mens man spiser. Man er dog nødt til at lægge bestikket, for du kan ikke både skære din mad og snakke.
Mine børn lærer stadig at de ikke skal snakke med mad i munden, når de taler med stemmen. Dobbeltmoralsk? Ja måske lidt. Men børn er kloge, og finder hurtig ud af hvordan tingene fungerer. Og så er det med at finde fordelene ved tegnsprog. For det er stadig en udfordring at få pigerne til at tegne (snakke på tegnsprog), når de snakker til hinanden. Som de siger “Det er så nemt bare at tale. Sommetider gider jeg ikke at løfte hænderne“.

Man må også gerne lege med stikkontakterne og blinke med lyset. MEN der er én regel; det er højst to gange, MAKS tre.
Dette er et tegn på, at man ønsker at komme i kontakt med den, der sidder i rummet. Alt andet over 3 gange er leg. Og man må ikke lege med lyset!! Dobbeltmoralsk? ja måske, men de har lært det efterhånden.

Man må også gerne råbe højt, hvis det er for at kalde på en, og ekstra højt når man kalder på far. MEN vi gider ikke skrigeri og slet ikke pjat-skrig. Pjat-skrig er, når man skriger bare for at få kaldesystemet til at gå i gang, så det vibrerer og hyler i hele huset.  (Vi har hjælpemidler ved dørklokken, brandalarmen, vækkeur. Når de hyler, vibrerer en vibrator, og lys blinker, så vi ved der er en ved døren, at brandalarmen er i gang m.m ). Altså må man råbe, hvis det er ment som et kald. Forvirrende, ja måske. Men det finder børnene også ud af. Men de synes da, at det er pisse sjovt at sætte hele huset i gang.

Når min mindste datter Rosa, som er døv og har ci på begge ører,  leger på værelset og sidder med ryggen til døren, blinker jeg altid med lyset, for at komme i kontakt med hende. F.eks. for at fortælle at morgenmaden er klar. Dette reagerer hun resolut på. Men har hun hendes ci’er på så er reaktionen en anden “moaarrr, jeg har altså mine ci’er på, så du kan godt kalde på mig (med stemmen)”.

Når man er i bad og sidder på lokummet, er 1-2 blink med lyset ligeså ok. Dette er tegn på ‘jeg skal i kontakt med dig…. lige nu!’ Et slags SOS signal. Manden er dog meget insisterende på dette punkt. Alt over to gange er ganske uudtåleligt. Vi kan dog hurtig blive enige om, at det er vældig forstyrrende og genererende at blive afbrudt i et højhelligt øjeblik. Særligt når der er nogen, der mener at det er SOS, at barbiehovedet er faldet af for 18. gang.

Toilettet er desuden det eneste sted man som forældre kan få bare en smule ro. Det har pigerne bare ikke fundet ud af endnu. Men mon ikke, de også finder ud af det…. en dag.

en dialog, ja tak!

Du er et menneske med holdninger og meninger. Du er et menneske med følelser. Og det har du ret helt til!
MEN det har jeg også.
Jeg har lige så meget på hjertet som du har. Men hvorledes vi alle formidler os og kommer ud med vores budskaber er vidt forskellige. Nogle tier, nogle vil ikke holde kæft. Nogle midt i mellem.

Desværre er sprogkoder og ci/tegnsprog til døvfødte en varm kartoffel.
Ind i mellem får man en fornemmelse af at det bedste er at tie. For åbner man munden, skal man være klar til at få hug. Det er ikke rart.
For mit vedkommende sidder den følelse i maven. En knugende fornemmelse, som jeg ikke kan have. Men den skal jeg åbenbart være klar til at have lige så snart jeg åbner munden eller ligesom her udgiver et indlæg. For mig betyder det også, at når jeg åbner op for noget, skal jeg mentalt gøre mig klar til at blive skydeskive.
Det er jeg ikke altid. Derfor vælger jeg opslag, skriver kommentarer, skriver indlæg med omhu. Og udgiver det først, når jeg er klar.
Det er hårdt. Jeg har svært ved at begribe hvorfor det skal være hårdt. Tegnsprog og døve børn er noget der ligger rigtig mange nært. Og det er rigtig dejligt!.... hvis vi dog bare kunne bevare den gode tone og igangsætte en oprigtig dialog.

Ind i mellem føles det som om at vi står i hver vores ende af rebbet og trækker. Trækker og hiver, og håber på at den anden giver slip, og en får ret.
Men der er aldrig nogen der får ret. Det er ikke meningen, at vi skal føre et enevældigt kongerige. Vi kan ikke alle blive enige om, om døvfødte skal tilbydes ci eller ikke, om de skal have tegnsprog eller ikke, om de skal være tosprogelige eller ikke, om de skal gå på døveskole eller integreret i den almindelige folkeskole, skal tegnsprog kunne vælges som fag, skal der være tegnsproget undervisning i den alm folkeskole.... And so on...
Vi er lige så mange meninger, som der er mennesker.

Når man også har en mening om tingene, så har det også sine konsekvenser. Nogle bliver sure, nogle bliver glade, nogle lettede, og andre trætte. Trætte af at vi skal omkring disse emner igen og igen. Jeg kommer i korte perioder i tvivl. Nu lukker jeg ned bloggen, facebook og holder min kæft, og vil kun værne om det jeg mener der er bedst for Rosa.
Heldigvis er det kun en kortvarig tanke. For er der ikke nogen der siger noget, kommer vi aldrig nærmere dialogen.

Vi behøver ikke at være enige. Det er ikke min hensigt.  Det er jeg rigtig godt kunne tænke mig er at bygge bro. For i bund og grund er vi enige - vi er enige om at vi alle vil børnene det bedste!

Og nu trykker jeg udgiv - med en knugende fornemmelse i maven, ovenpå min influenza. Men jeg kan stå 100% inden for det.