Små samtaler skaber grobund for udvikling

Far kører Rosa til børnehaven, og Rosa er meget begejstret, for de skal nemlig køre i fars firmabil. Firmabilen er en høj bil med tre pladser foran. En typisk varebil, men Rosa synes at det er fedt at hun får lov at sidde foran sammen med far.
Det er en tåget morgen , og de får en snak om hvordan tåge opstår.

Jeg kommer i børnehaven senere for at hente hende, og Rosa løber mig i møde, og kan slet ikke vente med at fortælle mig, hvad hun og far snakkede om i morges.

 Hun er meget begejstret og bruger både tegn og tale: “Når varm og kold luft … skæn… (skændes) øhhh… når det gør sådan her (bruger tegnet for skændes/imod/rammer), så bliver det tåget”.

Rosa er ved at fortælle, at varm og kold luft ’skændes’, fordi hendes far har brugt det tegn. Tegnet kan betyde flere ting, afhængig af konteksten. Rosa ved, at ’skændes’ ikke er det korrekte ord i denne sammenhæng, men mangler det korrekte ord for tegnet på dansk tale; jeg vælger at give hende ordet ‘rammer’.

Da hun har fået ordet, kan hun fortælle det samme til de voksne på stuen, på dansk tale: “Far har fortalt mig, at når varm og kold luft rammer hinanden, så bliver det tåget.”

Nu har hun været hele vejen rundt, på tegnsprog og dansk.

Rosa veksler mellem tegnsprog og tale, afhængig af hvem hun snakker med. Men ind i mellem mangler hun nogle ord. Nogle ord for det udtalte ord og også omvendt, for det tegnsproglige ord.
Alle voksne, der er omkring børn, som er tosprogede, skal samarbejde eller være bevidste om børnenes sprog, således at børnene får ordforråd fra begge sprog, så de kan udtrykke sig som de vil, uanset hvem de snakker med.

Men det kræver en indsats fra de voksnes side. At der bliver talt om, hvad der sker i børnehaven, i hjemmet og i alle livets begivenheder. Denne lille håndsrækning vil komme alle til glæde, men vil særligt komme barnet til gavn, når det oplever at kunne samtale med en hel del mennesker.

(Er også postet hos Loud.land)

Enden på det gamle tv.....

Min mand er ligesom så mange andre mænd. Han kan være lidt af en drengerøv, og godt lide de sidste nye gadgets, og følger gerne med i hvad der kommer af uundværlige tingester.
Han behøver dog ikke, til min og vores pengepungs glæde, ikke at købe det hver gang. 

Men vores fladtv, som efterhånden havde 7 år på bagen, har vi haft oppe og vende en del gange. Han ville gerne have det skiftet ud til noget, der var støre, fladere og smartere.
Jeg satte dog bagbenene i. Ikke om jeg ville bruge penge på nyt tv, når vores virker ganske udmærket. Man er vel jyde.

.... lige indtil en dag hvor jeg ikke var hjemme, og Jesper så 'Danmark har talent' sammen med Liva.

Det var en mørk og storm .... lørdag aften efter at analogforbindelsen den 9. december blev afbrudt. Underligt at jeg husker datoen, men det var lidt en skelsættende dato, for vi kunne nu ikke længere tekste programmerne på tv2, da vores (skide) boks ikke vil samarbejde.

Liva bemærkede, at Jesper ikke kunne få tekst på. Han sagde det som det var, men at han selvfølgelig ville se programmet sammen med Liva, som vanligt.
Liva begynder at tolke. Så godt som hun nu kan. Jesper siger, at hun ikke behøver, men hun fortsætter. Indtil hun ikke gider mere, og Jesper sidder tilbage med en dårlig fornemmelse i maven.
Ikke fordi at hun ikke ville tolke længere! Men fordi at han slet ikke synes at det er okay, at hun føler sig ansvarlig for, at han kan følge med.
Det er slet ikke hendes ansvar, og det bør aldrig være en byrde på børnenes skuldre at skulle tolke.

Der er selvfølgelig forskel på, om det er noget at forældrene beder børnene om, eller at børnene selv tager téten.

Dagen efter er Jesper meget bestemt og beslutsom. Det vil han ikke længere være med til, og han behøver ikke engang at overbevise mig. Og han satte sig straks til at undersøge markedet, og et nyt flatscreen blev bestilt efter et par dage.

Nu er der igen tekst på programmerne, og vi kan følge med på weekendens familieprogrammer. Også sammen med Liva.

(læses også på Loud.land)