Frem med osteklokken

Jeg elsker at være social og tilbringe tid med min familie, venner og deres børn. Jeg lægger gerne hus til sammenkomster og nyder at have huset fuld. Jeg vil gerne være der for mine medmennesker,  og jeg forsøger det bedste jeg kan.

Ind i mellem sker der meget - både gode og mindre gode ting. Både i privaten og på arbejdet. Begge steder vil jeg gerne og er jeg tilgængelig for andre.
En hverdag der skal struktureres, skoleaktiviteter, weekendture, venindebesøg, fødder der skal i støvler, bekymringer for venner og familie, og hvad der ellers sker i livet. Jeg er på og jeg nyder det meste.

Lige ud i det blå kommer der en downperiode. For mig optræder det typisk i samme scenarie.
Efter pigernes sengetid, ruller jeg rullegardiner ned i soveværelset; Lukker døren; Og putter mig. Alene. Dog typisk med Viaplay eller et magasin.
Efter et par aftner begynder manden at savne mig. Og jeg trækker stadig ind i soveværelset.
Alene. Jeg kan ikke lige overkomme andet end mig selv om aftenen. Får en træthed der ikke synes at forsvinde. Vækkeuret er lige ved at blive kylet ind i væggen om morgenen, og jeg plejer ellers næsten at springe ud af sengen, når uret ringer. (eller rettere vibrere). Der varer mellem dage og et par uger.

En samvittighed begynder at nage. Jeg burde da også lige. At få syet de bukser. At ringe til min mor. Far. Søster. Bror. Bedste. At lave en aftale med mine veninder, eller i det mindste give lyd fra mig selv.

Tidligere gik det mig på, når jeg fik det sådan, Er der mon noget galt med mig. Hvorfor blev jeg lige sur over det. Ej, jeg er altså heller ikke god nok.

Jeg er heldigvis blevet en smule  klogere. Jeg ved nu, at den downperiode er noget, jeg har brug for! Det er min osteklokke. Så jeg lige finder og mærker mig selv. Giver jeg tid og plads til det, kommer  energien lige så pludselig igen.  

Så du, kære du, jeg har ikke glemt dig! Jeg havde bare lige glemt mig selv lidt, og det var tid til at finde osteklokken frem.

Husker du dig selv..... Det håber jeg, du gør. Ved at prioritere dig selv, giver du også plads til andre. Jeg øver mig og kan stadig blive bedre.

Motherhood, hvad hedder det på dansk. Morskabet? Jeg vil nu ikke sige det altid er morsomt...

Motherhood = Morskabet ...

har givet mig en større tålmodighed. Halle fucking luja for det. En egenskab der har gjort mig godt! Jeg vil ikke sige, at den er god, men den er da noget bedre end tidligere.

har givet mig indsigt i at kærlighed virkelig er ubegrænset og ikke bliver mindre for hvert barn, man får (lyder som om jeg har flere end jeg har). Det var virkelig en frygt. At jeg ikke kunne rumme mere kærlighed og give min andenfødte lige så meget kærlighed som den første. Der tog jeg heldigvis fejl.

gjort mig til et bedre menneske. Hvor klicheagtig den end er, er det sandheden. Jeg siger ikke, at det ikke er udfordrende, men jeg stiller nogle andre krav til mig end jeg gjorde tidligere (at jeg så til tider stiller for høje krav til mig, er en anden sag). Jeg står til regnskab for mine børns trivsel, og det er en stor opgave, men jeg trives med den.
har givet to helt fantastiske og forskellige piger, der stiller høje krav om tilstedeværelse. Gu er de da dejlige - og alt det der, ik. De kan også drive mig til vanvid, men jeg bliver her, fordi de er mine og helt vidunderlige.
....

Det har også givet mig et andet forparti, vil næsten ikke engang kalde dem bryster længere, for det er nærmest bare hudflapper, du ved som i sokker med 5-krone.
og større fødder ...  Seriøs, ja.

Et forbrug på alverdens magasiner så snart der står børn i overskriften, er det et musthave. Det er jeg heldigvis ved at råde bod på.

En til tider hysterisk (ordvalg i mangel af bedre) tilgang til sukker og det har nok været den diskussion, der er blevet vendt flest gange hjemme.

Og en masse slidte knæer på mine bukser af de mange timer, jeg sidder på gulvet.

Hvad har det givet dig?