At bade med eller uden C.I

Rosa fik C.I som 1 årig. Hun er glad for dem, og hun vil gerne have dem på. Hun beder selv om det, og jeg har aldrig tvunget hende til det, ikke efter at hun selv fandt ud af de gav mening for hende. Til at begynde med, lige efter at hun lige var blevet opereret og havde fået dem tilkoblet, var det ikke aldrig nogen rar fornemmelse for hende. Vi startede ud med at give dem på i nogle minutter, som hurtigt blev til flere timer.

Hun har nu sine C.I’er på fra hun står op til hun går i seng. Ind i mellem, f.eks. efter at hun har været i bad, gider hun ikke at have dem på igen. Ind i mellem er det bare rart at høre INGENTING.

Sidste år, da vi skulle på charterferie, havde vi bestilt en Aqua+ til Rosa og hendes far, som også har C.I. Det er sådan en fætter, som du kan se et billede af her. I praksis betyder sådan en Aqua+, at C.I’en bliver pakket ind i en vandtæt beholder, og hun vil kunne høre noget; dog er det en anden slags lyd, men noget kan hun i hvert fald høre.

Rosa går i forvejen til svømning, på børnehold, men her er hun så privilegeret, at der er en tegnsprogstolk til stede i vandet. Det er ikke noget, hun har behøvet at tænke videre over, tolken har bare været der. Det er fordi, at anden forælder fik stablet tolkning på benene fordi hendes døve søn, som også har C.I. deltager på samme svømmehold.

 

Hun er nu oprettet som bruger hos DNTM (Den Nationale Tolkemyndighed), så vi kan bestille tegnsprogstolkning til hende.

Vi havde nemlig bevidst valgt, at hun ikke skulle bruge sine Aqua+ til svømning. Ja det har været en forældrebeslutning! Vi tænkte nemlig, at det vil give mening på længere sigt, såfremt hun tidligt i sit liv havde lært at navigere i en tolkesituation, og på den måde er blevet bekendt med sine muligheder. Det vil hun kunne profitere af senere, såfremt det bliver nødvendigt for hende at bruge en tegnsprogstolk, selv om hun er C.I opereret.

Nå, men den her Aqua+ vakte derfor altså ikke synderligt meget opmærksomhed i starten. Lige indtil den dag, hvor storesøster Liva mødte en sød pige. Denne søde pige ville også gerne lege med Rosa. Så Rosa prøvede Aqua+ igen til svømning, for at kunne tale med pigen. Og pludselig gav udstyret mening for hende, for nu blev hun delagtiggjort i legen. Det var ikke nødvendigt inden, da vi andre jo brugte tegnsprog, også i vandet. Sådan en Aqua+ lød lidt anderledes, sagde hun, men det var ok. Hun var på det tidspunkt 4,5 år gammel.

Hun har her i den begyndende sommervarme derfor altid brugt Aqua+ ude i haven, når hun legede vandkamp med nabopigen. Hun har haft udstyret med hjem hos to veninder til en dag, hvor der var aftalt pool-leg. Hendes veninder kunne ikke tegnsprog, og Rosa kunne med sin Aqua+ følge nogenlunde med, og det var fedt for hende.

Så fedt at hun nu vil bruge det herhjemme…. i badekarret….??

Her stillede mor og far sig på bagbenene. Det var da tåbeligt, tænkte vi. Du skal jo bare i bad. Du skal ikke lege med nogen. Du har ikke brug for dem.  Og det kom der en dum konflikt ud af.
Dum, fordi at vi ikke forstod hendes behov for at høre. At vi ikke forstod at hun nu syntes, at det var spændende. Vi havde selv præsenteret hende for det. Vi nægtede at give hende Aqua’en på, fordi vi aldrig selv havde haft noget behov for at høre i badet. Og fordi vi ikke gad at bruge sølle to minutter på at ordne det.

Hun løb grædende væk og smed sig i sin seng.

Vi forældre måtte så lige kigge på hinanden, og vi blev enige om at vi havde ageret ukorrekt. Vi var enige om, at vi måtte fortælle hende, at vi havde taget fejl, og at hun gerne måtte have udstyret på i bad.

Glad hentede hun sin Ariel. Dukken kunne lyse og spille musik under vandet, og den ville hun gerne lege med.

Siden har hun selv bestemt hvordan hun vil bade, med eller uden hørelse. Og hun er tilfreds.

I er ikke mærkelige, mor!

     

I er ikke mærkelige, mor!

5 out of 5 based on 2 user ratings

Ved bordet bruger mor og far tegnsprog, og pigerne bruger tale med tegn. Vi motiverer dem til at bruge tegnsprog, altså at slå stemmen fra, da der er bedre flow i tegnsproget, hvis der ikke er stemme på.

Dette er noget, der er svært, men Liva er ved at blive bedre og bedre til det, og hun leger mere og mere med tegnene. Men når hun bliver ivrig, slår hun tilbage til dansk tale med tegn.

Vi sidder og spiser koldskål, og der er lidt stille ved bordet. Pludselig udbryder Liva, på snart 8 år:

– Mor… I er altså ikke mærkelige mennesker. I er bare helt normale mennesker. I er ikke ligsom små dværge eller noget. I er bare helt normale mennesker, I kan bare ikke høre så godt. Så godt som andre mennesker og mig. Men det betyder ikke at I er mærkelige…. Og hvis man vælger, at man gerne vil være døv, er det da helt okay!

Jeg sidder og smiler, og lytter til hende.

– Hvor har du fået de tanker fra… Har du hørt noget?
– Nej nej, svarer Liva og fortsætter:
– Altså hvis mine klassekammerater spørger, hvorfor I har sådan nogle i ørene, så fortæller jeg bare at du har høreapparat, far har ci og min lillesøster ci. Det var bare det de ville vide.

Far:
– Vi kan ikke undgå, at der er nogle, der sommetider kigger. Nogle har måske aldrig set tegnsprog før og nogle synes at tegnsprog er vildt flot.

Liva:
– Jamen, det er jo helt fantastisk, ik? Og det er jo fantastisk, at jeg kan begge dele…

Også går hun fra bordet, og samtalen er slut. Prut. Finale.

Det er vigtigt for at os at styrke pigerne til at stå ved og være stolte af at være del af en  anderledes familie. Vores værste frygt er, at de vil blive drillet med deres forældre. Min frygt blev manet lidt ned i jorden den aften. Med den attitude og tankegang hun har, får hun det vendt til noget positivt, og det vil hendes omgivelser også reagere på.

Små samtaler skaber grobund for udvikling

Far kører Rosa til børnehaven, og Rosa er meget begejstret, for de skal nemlig køre i fars firmabil. Firmabilen er en høj bil med tre pladser foran. En typisk varebil, men Rosa synes at det er fedt at hun får lov at sidde foran sammen med far.
Det er en tåget morgen , og de får en snak om hvordan tåge opstår.

Jeg kommer i børnehaven senere for at hente hende, og Rosa løber mig i møde, og kan slet ikke vente med at fortælle mig, hvad hun og far snakkede om i morges.

 Hun er meget begejstret og bruger både tegn og tale: “Når varm og kold luft … skæn… (skændes) øhhh… når det gør sådan her (bruger tegnet for skændes/imod/rammer), så bliver det tåget”.

Rosa er ved at fortælle, at varm og kold luft ’skændes’, fordi hendes far har brugt det tegn. Tegnet kan betyde flere ting, afhængig af konteksten. Rosa ved, at ’skændes’ ikke er det korrekte ord i denne sammenhæng, men mangler det korrekte ord for tegnet på dansk tale; jeg vælger at give hende ordet ‘rammer’.

Da hun har fået ordet, kan hun fortælle det samme til de voksne på stuen, på dansk tale: “Far har fortalt mig, at når varm og kold luft rammer hinanden, så bliver det tåget.”

Nu har hun været hele vejen rundt, på tegnsprog og dansk.

Rosa veksler mellem tegnsprog og tale, afhængig af hvem hun snakker med. Men ind i mellem mangler hun nogle ord. Nogle ord for det udtalte ord og også omvendt, for det tegnsproglige ord.
Alle voksne, der er omkring børn, som er tosprogede, skal samarbejde eller være bevidste om børnenes sprog, således at børnene får ordforråd fra begge sprog, så de kan udtrykke sig som de vil, uanset hvem de snakker med.

Men det kræver en indsats fra de voksnes side. At der bliver talt om, hvad der sker i børnehaven, i hjemmet og i alle livets begivenheder. Denne lille håndsrækning vil komme alle til glæde, men vil særligt komme barnet til gavn, når det oplever at kunne samtale med en hel del mennesker.

(Er også postet hos Loud.land)

Enden på det gamle tv.....

Min mand er ligesom så mange andre mænd. Han kan være lidt af en drengerøv, og godt lide de sidste nye gadgets, og følger gerne med i hvad der kommer af uundværlige tingester.
Han behøver dog ikke, til min og vores pengepungs glæde, ikke at købe det hver gang. 

Men vores fladtv, som efterhånden havde 7 år på bagen, har vi haft oppe og vende en del gange. Han ville gerne have det skiftet ud til noget, der var støre, fladere og smartere.
Jeg satte dog bagbenene i. Ikke om jeg ville bruge penge på nyt tv, når vores virker ganske udmærket. Man er vel jyde.

.... lige indtil en dag hvor jeg ikke var hjemme, og Jesper så 'Danmark har talent' sammen med Liva.

Det var en mørk og storm .... lørdag aften efter at analogforbindelsen den 9. december blev afbrudt. Underligt at jeg husker datoen, men det var lidt en skelsættende dato, for vi kunne nu ikke længere tekste programmerne på tv2, da vores (skide) boks ikke vil samarbejde.

Liva bemærkede, at Jesper ikke kunne få tekst på. Han sagde det som det var, men at han selvfølgelig ville se programmet sammen med Liva, som vanligt.
Liva begynder at tolke. Så godt som hun nu kan. Jesper siger, at hun ikke behøver, men hun fortsætter. Indtil hun ikke gider mere, og Jesper sidder tilbage med en dårlig fornemmelse i maven.
Ikke fordi at hun ikke ville tolke længere! Men fordi at han slet ikke synes at det er okay, at hun føler sig ansvarlig for, at han kan følge med.
Det er slet ikke hendes ansvar, og det bør aldrig være en byrde på børnenes skuldre at skulle tolke.

Der er selvfølgelig forskel på, om det er noget at forældrene beder børnene om, eller at børnene selv tager téten.

Dagen efter er Jesper meget bestemt og beslutsom. Det vil han ikke længere være med til, og han behøver ikke engang at overbevise mig. Og han satte sig straks til at undersøge markedet, og et nyt flatscreen blev bestilt efter et par dage.

Nu er der igen tekst på programmerne, og vi kan følge med på weekendens familieprogrammer. Også sammen med Liva.

(læses også på Loud.land)

Børn skal ses og høres

Børnefamilier er ikke, som de har været. Man kan i dag ikke læse blade uden at blive belært om hvordan man bør opdrage sit afkom, eller hvordan man skal være sammen med dem.
Tidligere skulle børn ses, men ikke høres. Gudskelov er det i dagens Danmark okay at børn også høres. De har også følelser og behov, og dem skal der også være plads til. Dermed ikke sagt at de skal have lov til at bestemme!

Liva er 7,5 år efterhånden, og ind i mellem bliver jeg væltet bagover over den imponerende måde, hun formår at sætte ord sine følelser.

Liva har til tider brug for rum og tid til bare at være. Bare at være os. Bare at være hjemme. Det har vi andre også, men ikke i samme grad som Liva. Mit sociale liv har som det naturligste ændret sig efter, jeg fik børn, og er yderligere ændret efter at Liva har kunnet sætte ord på sine følelser. Det tog lidt tid for mig at forstå, at hun havde et andet behov end jeg.
Det tog tid at acceptere det, fordi det er jo ikke Liva, der skal bestemme dagsordenen derhjemme... eller hvad?
Liva var 4 år, da hun for første gang rigtig ytrede, at hun synes at vi havde aftaler ud af huset.
"Hvorfor skal vi altid og altid ud og køre?"
Herefter blev vi mere bevidste om, hvordan vi lavede aftaler. Havde vi en aftale den ene dag, skulle vi holde den anden dag fri.

For nylig trådte jeg igen over hendes grænser, og dæleme om ikke jeg fik det at vide. Hun havde for første gang været på ferie i 4 dage hos sine dejlige bedsteforældre, og dagen efter hun kom hjem, havde jeg inviteret vores venner med børn over til aftensmad. Ikke noget stort, blot lidt hygge.
Jeg havde godt tænkt, at pigerne måske ikke synes om, men jeg havde simpelthen så meget lyst til at se vores venner. Det havde jeg brug for.

Da jeg fortæller Liva om planerne for dagen, bryder hun grædende sammen.
"Jeg kan ikke klare det mor."
Hun hyperventilerer og jeg beder hende slappe af, for hun har tendens til at køre sig selv op i en spids.
"Jamen det kan jeg ikke. Jeg kan slet ikke klare det. Jeg har lige været på ferie i 4 dage og lavet alt muligt. Også kommer jeg hjem, også inviterer du bare hele verdenen. Du inviterer bare HELE VERDENEN, det er hvad jeg føler"

Jeg aflyser vores aftale. Hun er lettet og træt bagefter.

Lader jeg så hende styre det hele? Skal hun have lov til at bestemme hvornår vi skal have gæster.

Som regel ikke.

Det var ikke hvad jeg havde lyst til. Men jeg mener at alles følelser er kærkommen, både store og små. Jeg ønsker at lære pigerne, at de skal mærke sig selv, og det, de mærker, er okay. Også selvom det ikke altid passer mig.
Jeg forventer at pigerne lytter til mig, også må det gælde samme vej tilbage. For hos os skal ungerne både ses og høres.

Lys min verden op

Som barn rendte min mor mig næsten konstant i hælene for at slukke alt det lys, jeg tændte på min vej. Det var ikke nok med en lille væglampe eller Det er sååå hyggeligt-lys. Vi kan da knap nok se noget. Skulle jeg bestemme, tændte jeg alt lyset i hele rummet, ja hele hytten, hvis jeg kunne komme til det.

Det var ind i mellem svært, når jeg var gæst et sted, for så kunne jeg ikke være bekendt at styre belysningen.
Jeg er blevet spurgt mange gange, om det nu virkelig var nødvendigt med alt det lys. JA, det var det, men jeg har aldrig rigtig kunnet forklare årsagen til mit behov for lys, for jeg vidste det ikke.
Mens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg i stuen med min store pige, som ser ‘Danmark har talent’. Vi har to loftlamper, en væglampe, en bordlampe og et par stearinlys tændt. Lige rigeligt, vil nogle nok mene.

Du ser heller aldrig mig frivilligt tage en plads, hvor der er dårlig belysning. Du ved, for enden af det lange festbord, hvor der er oplyst i midten og stearinlys ved kongepladserne; bordenden.

Det er først som voksen, jeg er begyndt at tænke over mit behov for lys. Jeg har faktisk ikke spurgt mine venner, om det ser sådan ud hjemme hos dem. Om der er andre hørehæmmede og døve, der trives bedst i et oplyst rum.

Eller måske sidder det så dybt i mig, at jeg under hele min barndom havde behov for tændte lamper overalt, fordi jeg jo skulle aflæse mimikken og mundaflæse. Hverken jeg eller min familie kunne tegnsprog. Så min kommunikation var afhængig af om jeg kunne se. Intet lys – ja ingen kommunikation.

Det har jeg taget med mig, også som voksen. Også selvom jeg er alene.

Jeg har betragtet det samme behov hos min mindste pige, Rosa. Det første Rosa gjorde, når hun vågnede, var også at  tænde en hel del lys. Hun tændte alt loftlyset på hendes vej. Hun har efterhånden forstået, at det kan være generende for de andre, der stadig sover. Så hun gør det ikke så meget mere.

Min mand har heldigvis ikke klandret mig for elregningen endnu. Men pyt med den, just light up our world, and we will see. Everything.

Bandeord og tegnforråd

Til min store ærgelse er der hjemme hos os forskel på hvem der bliver kaldt de grimme navne.
Jeg håber og tror på, at det ikke er fordi jeg er en ringere forælder end min mand. Jeg bilder mig selv ind, at det skyldes sproglige udfordringer. .

Vi forsøger så vidt muligt ikke at bande. Jeg gider ikke, at mine unger tilføjer diverse bandeord i alle deres sætninger.

Da jeg var yngre, bandede jeg og mine søskende lystigt. Og jeg forstår ikke hvordan mine forældre kunne holde ud at lægge ører til alt det, der blev fyret af. Bare fordi vi synes at det lød lidt smart, og for at understrege at vi fandeme synes at noget var sejt/grimt, som en slags ekstra krydderi. Men ind i mellem gik det over gevind, og der blev til tider sagt fucking som hver andet ord. Nærmest…..

Jeg blev så gift med en mand, som ikke på samme måde er opvokset med en afslappethed omkring bandeord. Jeg har virkelig bildt mig selv i tungen mange gange, for jeg ville jo gerne at mine svigerforældre så mig som et godt parti til Jesper..

Nå, men tilbage til mine unger…. verdens fucking mest skønne unger, som fucking også giver mig udfordringer. You hear me, det lyder ikke særligt fint, vel?
Nå, men jeg er blevet kaldt væsentligt flere ting end Jesper. Og værre. Far er dum, og jeg er alt muligt andet. Også noget som ikke fortjener at blive skrevet ned.

MEN når bandeord ikke er del af vores normale samtaler, bliver deres tegn-forråd heller ikke på samme måde udviklet som det gør på det auditive sprog. Bandeord hører de i tegnefilm, (jojo hvis man slår over på Ultra bl.a.), i skolen, i radioen og andre familiemedlemmer.

Pigerne ved, at jeg hører, hvad de siger, og at deres far ikke gør. Og jeg tror, at årssagen findes der. Vi ved jo at for at tosprogetheden skal følges nogenlunde ad, skal børnene fodres med tegn på de nye ord, de opfanger.

Vi forsøger så vidt muligt at udvikle deres tegnforråd ved at svare tilbage på deres sætninger, inklusiv tegnene på de ord, de ikke kan.

Men jeg må nok indrømme, at jeg synes, at det er en udfordring at lære dem ‘lede skiderik’, men jeg vil ikke være den eneste der bliver kaldt det. Og skal sprogene ligestilles, skal de også have alle ordene i deres tegnforråd.
Nu er det jo ikke sådan, at de får lov at namecall’e os alt muligt, men vi ved jo alle, at man ikke altid er verdens skønneste forælder.

(Postes også på Loud.land)

Dobbeltmoralske husregler

Hjemme hos os er husreglerne lidt anderledes end hos andre.
Man må nemlig gerne snakke med mad i munden. Det betyder dog ikke, at maden må vælte ud af munden. Og det betyder heller ikke at børnene må smaske.

Vi snakker med hænderne hjemme hos os. Så hvis man lukker munden, må man gerne samtale mens man spiser. Man er dog nødt til at lægge bestikket, for du kan ikke både skære din mad og snakke.
Mine børn lærer stadig at de ikke skal snakke med mad i munden, når de taler med stemmen. Dobbeltmoralsk? Ja måske lidt. Men børn er kloge, og finder hurtig ud af hvordan tingene fungerer. Og så er det med at finde fordelene ved tegnsprog. For det er stadig en udfordring at få pigerne til at tegne (snakke på tegnsprog), når de snakker til hinanden. Som de siger “Det er så nemt bare at tale. Sommetider gider jeg ikke at løfte hænderne“.

Man må også gerne lege med stikkontakterne og blinke med lyset. MEN der er én regel; det er højst to gange, MAKS tre.
Dette er et tegn på, at man ønsker at komme i kontakt med den, der sidder i rummet. Alt andet over 3 gange er leg. Og man må ikke lege med lyset!! Dobbeltmoralsk? ja måske, men de har lært det efterhånden.

Man må også gerne råbe højt, hvis det er for at kalde på en, og ekstra højt når man kalder på far. MEN vi gider ikke skrigeri og slet ikke pjat-skrig. Pjat-skrig er, når man skriger bare for at få kaldesystemet til at gå i gang, så det vibrerer og hyler i hele huset.  (Vi har hjælpemidler ved dørklokken, brandalarmen, vækkeur. Når de hyler, vibrerer en vibrator, og lys blinker, så vi ved der er en ved døren, at brandalarmen er i gang m.m ). Altså må man råbe, hvis det er ment som et kald. Forvirrende, ja måske. Men det finder børnene også ud af. Men de synes da, at det er pisse sjovt at sætte hele huset i gang.

Når min mindste datter Rosa, som er døv og har ci på begge ører,  leger på værelset og sidder med ryggen til døren, blinker jeg altid med lyset, for at komme i kontakt med hende. F.eks. for at fortælle at morgenmaden er klar. Dette reagerer hun resolut på. Men har hun hendes ci’er på så er reaktionen en anden “moaarrr, jeg har altså mine ci’er på, så du kan godt kalde på mig (med stemmen)”.

Når man er i bad og sidder på lokummet, er 1-2 blink med lyset ligeså ok. Dette er tegn på ‘jeg skal i kontakt med dig…. lige nu!’ Et slags SOS signal. Manden er dog meget insisterende på dette punkt. Alt over to gange er ganske uudtåleligt. Vi kan dog hurtig blive enige om, at det er vældig forstyrrende og genererende at blive afbrudt i et højhelligt øjeblik. Særligt når der er nogen, der mener at det er SOS, at barbiehovedet er faldet af for 18. gang.

Toilettet er desuden det eneste sted man som forældre kan få bare en smule ro. Det har pigerne bare ikke fundet ud af endnu. Men mon ikke, de også finder ud af det…. en dag.

en dialog, ja tak!

Du er et menneske med holdninger og meninger. Du er et menneske med følelser. Og det har du ret helt til!
MEN det har jeg også.
Jeg har lige så meget på hjertet som du har. Men hvorledes vi alle formidler os og kommer ud med vores budskaber er vidt forskellige. Nogle tier, nogle vil ikke holde kæft. Nogle midt i mellem.

Desværre er sprogkoder og ci/tegnsprog til døvfødte en varm kartoffel.
Ind i mellem får man en fornemmelse af at det bedste er at tie. For åbner man munden, skal man være klar til at få hug. Det er ikke rart.
For mit vedkommende sidder den følelse i maven. En knugende fornemmelse, som jeg ikke kan have. Men den skal jeg åbenbart være klar til at have lige så snart jeg åbner munden eller ligesom her udgiver et indlæg. For mig betyder det også, at når jeg åbner op for noget, skal jeg mentalt gøre mig klar til at blive skydeskive.
Det er jeg ikke altid. Derfor vælger jeg opslag, skriver kommentarer, skriver indlæg med omhu. Og udgiver det først, når jeg er klar.
Det er hårdt. Jeg har svært ved at begribe hvorfor det skal være hårdt. Tegnsprog og døve børn er noget der ligger rigtig mange nært. Og det er rigtig dejligt!.... hvis vi dog bare kunne bevare den gode tone og igangsætte en oprigtig dialog.

Ind i mellem føles det som om at vi står i hver vores ende af rebbet og trækker. Trækker og hiver, og håber på at den anden giver slip, og en får ret.
Men der er aldrig nogen der får ret. Det er ikke meningen, at vi skal føre et enevældigt kongerige. Vi kan ikke alle blive enige om, om døvfødte skal tilbydes ci eller ikke, om de skal have tegnsprog eller ikke, om de skal være tosprogelige eller ikke, om de skal gå på døveskole eller integreret i den almindelige folkeskole, skal tegnsprog kunne vælges som fag, skal der være tegnsproget undervisning i den alm folkeskole.... And so on...
Vi er lige så mange meninger, som der er mennesker.

Når man også har en mening om tingene, så har det også sine konsekvenser. Nogle bliver sure, nogle bliver glade, nogle lettede, og andre trætte. Trætte af at vi skal omkring disse emner igen og igen. Jeg kommer i korte perioder i tvivl. Nu lukker jeg ned bloggen, facebook og holder min kæft, og vil kun værne om det jeg mener der er bedst for Rosa.
Heldigvis er det kun en kortvarig tanke. For er der ikke nogen der siger noget, kommer vi aldrig nærmere dialogen.

Vi behøver ikke at være enige. Det er ikke min hensigt.  Det er jeg rigtig godt kunne tænke mig er at bygge bro. For i bund og grund er vi enige - vi er enige om at vi alle vil børnene det bedste!

Og nu trykker jeg udgiv - med en knugende fornemmelse i maven, ovenpå min influenza. Men jeg kan stå 100% inden for det.

velkommen til .... systemet.

5 del Rosa og hende ørehængere

Rosas høretab (Kan man tabe noget man ikke har haft?) blev konstateret ved den tidlige hørescreening på Horsens Sygehus. Kort efter fik vi en indkaldelse til Audiologisk afdeling  i Aarhus som skulle lave den afgørende test.

Vi kører derop. Rosa får lavet testen dog med lidt besvær da hun ikke vil falde i søvn. Hun falder bedst i søvn ved at jeg ammer hende, men det må jeg ikke da ørene så vil bevæge sig, og man derfor ikke måle. Så jeg nusser hende til søvn, og det lykkes langt om længe. Vi bliver kaldt ind til samtale hos lægen, og vi er helt klar på at modtage beskeden om at hun er døv. Vi ved det godt.

Og det er underligt, fordi før hørescreeningen i Horsens var vi 100 på at hun var hørende. Da Rosa var i maven, tumlede hun rundt, når der var musik og støj. Ligesom Liva gjorde. Og Liva er hørende. Når jeg sad og ammede hende i sofaen, blev hun forskrækket når far og Liva kom ind af døren og råbte HHHHEEEJJJ. 
Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Jamen, reagerede hun da ikke på det og det?

Vi lavede små forsøg hjemme - vi havde ikke gong gongen frem, men hun vågnede ikke når vi støvsugede, og vi behøver ikke at tysse på Liva. Det gik op for mig at Rosa nok nærmere blev forskrækket over at jeg pludselig bevægede mig eller sagde noget i en ellers rolig ammestund. At det var derfor hun reagerede. Og tumlen i maven kunne være tilfældigt, ellers mærkede hun det gennem  resonanser, som lyden sender, gennem fostervandet.

Så vi kom på audiologisk afdeling med den mission at få det sort på hvidt. 

Jeg glemmer aldrig det blik, overlægen sendte, da vi trådte ind af døren. Hun sendte det, hun troede vi havde brug for. Det som mange andre forældre nok har brug for, men vi havde ikke. Medlidenhed.

Hun lagde armene på kors på bordet, og kiggede på os med ømme øjne.

Hun kiggede os i øjnene og sagde "Rosa har et stort høretab".
Jesper og jeg kiggede bekræftende på hinanden, og vi var næsten klar på at gribe jakkerne for at tage hjem igen. Vi kiggede tilbage på overlægen. Jeg tror, at hun manglende en reaktion fra os for hun sagde det igen, denne gang med en tydelig understregning.
"Rosa har et meget stort høretab........" Jesper og jeg kiggede atter på hinanden, og igen over på hende, og nikkede "Ja det er vi med på".
"I må gerne bryde sammen. Det er jeg vant til"....

For nogle forældre er denne besked hjerteknusende - men for os var det blot en bekræftelse af hvad vi allerede vidste.
Tårerne havde fået frit løb i forbindelse med den første screening. Over chokket. For vi havde aldrig ventet at en døv pige. Selvom vi begge er døve, så vidste vi at der er få døve forældre til døve børn. Og vi var overvældende, for Rosa var samtidig tilknyttet ortopædkirurgisk afdeling for hendes klumpfod. Og der ventede os mange køreture til Aarhus. Og nu kom det her oveni. Kunne hun da ikke bare få lov at slippe? Slippe for alle det kontrol? Og min drøm om en rolig barsel bristede. For nu kom sygehuset til at fylde...

Jeg endte dog med at gå ud af døren trist. Trist over den medlidenhed. Trist over der forventes et drama. Jeg havde ikke brug for et drama .
Jeg havde ikke brug for medlidenhed. Jeg havde blot brug for at få informationer. Jeg havde brug for at alt var som det var; brug for den vante gang, blot som forældre til to.
Følelserne kan jeg godt selv finde ud af. Dem har jeg ikke brug for at få projekteret fra andre.

Jeg sætter mig ind i vores bil, og jeg mander mig op. Ringer til vores familie og fortæller resultatet på screnningen. Vi blev alle hurtige enige om at det var godt hun havde os som forældre.

Jeg var kommet over den første forskrækkelse, over hendes klumpfod, og klar på gipsbehandlingen og en eventuel operaton, så skulle vi nok nå at nyde gåture med Rosa i barnevognen, og jeg skulle nok nå at indrette vores nye hjem, som stod klar kort efter Rosas fødsel. Det var sådan jeg havde forestillet mig det, min barsel. Meget banalt, og meget kedeligt. Men jeg glædede mig til.

Så kommer det her oveni. Nu skulle vi tilknyttes endnu flere læger, og rende til kontrol i tide og utide.
Jeg indså nu, at min barsel ikke ville blive, som ønsket sådan. Mit hovedet var tomt. Jeg kan nu se at det var en reaktion, en reaktion jeg ikke tog mig af. Jeg tog hovedet af, og jeg mandede mig op. For Rosa skulle bestemt ikke mærke noget! Alt for mine piger... og min barsel.