Skyttegraven er MIN

2. del af Rosa og hendes ørehængere

Jeg går i min skyttegrav.
Til tider er den ligetil, andre gange lang og snoet. Det er det fantastiske liv. Et liv hver og en er med til at forme til sit eget.
I dette liv kan kun mig og min mand til at træffe de beslutninger, der former vores og vores børns fremtid. Der er muligheder, vi skal tage. Forhindringer vi skal over. Beslutninger der skal træffes.

Det var en mavepuster, men vi var sikre, og vi tog den beslutning vi så flest muligheder i  og bedst kunne stå indenfor.

Pludselig dukker der nogle op på den ene side af min skyttegrav og nogle andre på den anden side.
De ser deres snit til at skyde mig. Bam..... Bam.... Bam bam bam. Fra begge sider. Skydene rammer mig i maven. Igen og igen.

Her hvor jeg skulle være fredet. I en svær stund, hvor stien fremad i forvejen synes lang og snoet. Også skyder de på mig.
Jeg forsøger med det hvide flag og forklarer mig. Til den ene og den anden side. Ingen hører eller ser mig.

Jeg er sårbar og jeg ligger ned. Men jeg er ikke i tvivl. Er deres mission at få mig til at skifte mening, er missionen mislykkes. Men knuderne samler sig i maven alligevel.

Jeg har aldrig haft i sinde at tage tegnsproget fra dig- jeg har aldrig haft i sinde at bremse mit datters talesprog. Hvorfor tror du, at du skal bestemme over de valg, jeg tager for min datter. Jeg gør KUN, og kun det, jeg anser som værende det bedste for min datter. Også tror du at I har ret til skyde mig ned. Som om det ikke er svært nok i forvejen. Det vil jeg aldrig byde dig. Jeg tager ikke noget fra dig. Du er selv ansvarlig for dit liv, men lad mig passe mit. Og min datters.

Jeg rejser mig - forsigtig men dog trodsig. Tager et skridt ad gangen, tager en snoning af gangen, tager et lysglimt af gangen. Jeg kigger bagud. Jeg ser min trolige hær bag mig. Jeg tager ikke dette skridt alene.

Og min datter trives, og det er det vigtigste for mig.
-----
Da vi tog beslutningen om at Rosa skulle have C.I, og folk tilsyneladende havde en stærk mening om dette og hvordan vi valgte at gribe det an. At hun både skulle tegnsprog og udvikle et talesprog.

Åh den (irriterede) kærlighed

Tidligere troede jeg ikke på den livslange kærlighed. Jeg kommer fra en familie, hvor skilsmisse desværre er mere hyppigt end det evige ægteskab.

Da min mand så friede til mig, sagde jeg JA, selvom jeg faktisk ikke troede på at vi ville være sammen, når vi sad gamle og grå i hver vores lænestol.

Efter et heftig skænderi kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at det da er meget nemmere at leve som enlig mor. Det er heldigvis kun sket en håndfuld gange de sidste 6 år. Og det er når jeg har været rigtig gal. Jo jo det kan jeg også blive. Så meget at jeg råber og skriger og kaster med ting. Hej Maiken 4 år.

De sidste par uger har også trukket tænder ud. I mit hoved var der nu 3, der skulle have tørret røv.
Sådan så virkeligheden ikke helt ud. Men jeg synes, at det har været anstrengende at have en ellers aktiv mand liggende på sofaen med en sprunget akillessene.

Da han begyndte at gå i mandags, elskede jeg ham en lille smule igen. Og lidt mere for hver dag han kunne overtage lidt af pligterne - også den irriterende tandbørstning af mindstepigen. Her er hun virkelig streng.

Det er underligt, det der med kærlighed. Jeg blev gift uden at have troen på det lange ægteskab.

Her sidder vi så sammen - efter 13 år som kærester, 7,5 år som ægteskab, 2 børn, 2 flytninger, et par kriser og operationer senere. Og jeg kan konkludere at jeg ikke er færdig med ham endnu...



 

Et sprog jeg selv har valgt

Som barn og svært hørehæmmet gik jeg i den lokale folkeskole. Jeg var født med et lettere høretab, men ved 4 års alderen mistede jeg en del hørelse, og det vides ikke hvorfor. Det vil heller ikke gøre den nogen forskel.

Jeg husker at jeg sidder i en sandkasse på terassen. Min mor står ved håndvasken og har gennem vinduet udkig til mig. Hun har åbnet vinduet og råber til mig. Jeg kan se at hun råber, for hendes mund bevæger sig. Jeg rejser mig op, og løber ind i hendes arme "Mor, jeg kan ikke høre noget".
 
Da jeg kom i skole, delte jeg klasse sammen med 13 andre. I parallel klassen var der over 20 elever, så der var foretaget et tydeligt hensyn af skolen. 
Jeg gik til talepædagog. Jeg havde støttelærer, og jeg blev ind i mellem trukket ud af klassen for at være sammen med læreren alene. Særligt i matematik. Ind i mellem havde jeg en veninde med, så jeg ikke følte mig udenfor. Der blev gjort meget for mig. Mine forældre gjorde alt hvad de kunne og ligeså mine skolelærere.
Jeg gik til kiropraktor i Viborg og drak underlige thé. Han mente, at han kunne 'kurere' mig. Det er først flere år senere jeg forstod hvorfor jeg skulle drikke de herrens varme drikke.

Jeg erhvervede mig et fint talesprog og udnyttede min hørerest til bedste jeg havde lært.

Men jeg følte mig udenfor.

Som 10 og 11 årig fik jeg lov at komme på ´prøve´ på Fredericiaskolen i 4 uger.
Det var hårdt at undvære mine søskende og familie i 5 dage også første komme hjem i weekenden. Men jeg var glad. Så glad at det blev besluttet at jeg skulle skifte skole. Jeg tror nok, at min familie mødte meget modstand dengang. At de ikke var rigtig kloge at tage mig ud af den lokale skole.

Som 12 årig og i 6 kl. ændrede mit liv sig. For første gang følte jeg, at jeg var hjemme andre steder end på Holmegården 10.

Tegnsproget kom i løbet af no time. Jeg var næsten ikke til at stoppe igen. Min verden åbnede sig. . Jeg behøvede ikke at vælge, for jeg havde begge dele.
To sprog. Et talesprog og et tegnsprog. Jeg vil aldrig kunne vælge den ene frem for det andet. Begge dele har givet mig så meget.

Tegnsprog har jeg valgt til. Et sprog som jeg føler mig mere afslappet og tilpas i.

Uanset hvor mange år jeg har talt og hørt, kommer ordene ikke promte. Jeg skal stadig tænke over min udtale, og jeg er særlig koncentreret, når jeg møder nye mennesker. Så koncentreret at jeg falder over ordene til tider.  Jeg bliver nervøs for, om de tænker, at jeg er fatsvag. Når jeg ikke altid svarer når de spørger mig noget. Når jeg ikke udtaler et ord korrekt. For særligt danskere er perfektionistiske med sproget.

Til tider ønsker jeg, at jeg kunne være enten det ene eller det andet. Døv eller hørende. Og ikke være midt i mellem. Det har også sine udfordringer at have et ben i hver lejr.
Jeg er nok mere træt; jeg har sovet tidligere end andre så længe jeg kan huske. Af at kæmpe for at følge med. Jeg er ikke 100% ved hverken det ene eller det andet sprog.

Det lyder måske anstrengende og vanskeligt. Men jeg forsøger at anskue livet ud fra dets muligheder. Jeg behøver ikke at vælge fra.

Så jeg vælger både talesproget og tegnsproget til. Talesproget er og bliver mit modersmål. Det er mit første sprog og min families sprog.
Tegnsproget har gjort mit liv rigere. Det har givet mig mine bedste venner, min mand og mine børn. Og mig selv!!

BøH!

1. del. af Rosa og hendes ørehængere

Jeg husker ikke datoen præcis. Der skete så meget de første (og de mange fremadrettede) uger Rosa kom til verden, så jeg ikke har styr på tidspunkterne.

Rosa var omtrent 3 uger gammel, da vi skulle til den almindelige høresceening, som bliver tilbudt alle nyfødte. Det var senere end normalt pga. ændringer i sygehusstrukturen. Min svigerfar kørte mig, for manden var tilbagevendt til arbejdet.

Jeg kom og ind og skulle bare have denne screening overstået. Jeg vidste, at der ikke var noget at komme efter. Jeg skulle bare hurtig hjem med min lille pige, som allerede havde fået gips på sit venstre ben pga. en klumpfod. Det var nok at se til allerede. Vi var lige blevet instrueret i de fremtidige ugentlige sygehuskontrol og skiftning af gips i forbindelse med tilrettelsen af foden.

Lige pludselig får jeg det varmt, og jeg måtte smide min trøje. Jeg får koldsved. Derefter husker jeg ikke så meget mere end, at damen bøvlede lidt med de der herrens elektroder. De blev skiftet, for testen gik tilsyneladende ikke igennem. "Der er sikkert noget i vejen med elektroderne" sagde hun. Endnu en gang lyste de små lamper røde. "Der er sikkert ikke noget i vejen. Systemet virker sommetider ikke".
I mit næste billede er jeg på vej ud af døren med Rosa i armen, tæt på mig. Jeg holder fast i hende, med min svigerfars arm om skulderen. Fuldstændig forskrækket. Ja forskrækket er lige præcis ordet. Du kunne have sagt BøH! Sådan så jeg ud.
Lige pludselig græder jeg.
Er hun døv? Er Rosa virkelig døv? Det havde jeg i min vildeste fantastisk ikke troet.
Jeg græder stille i bilen, men føler mig også flov over at græde. Det kan jeg da ikke tillade mig.

Det burde egentlig ikke komme som et chok. Jeg har et stort høretab. Jeg er blanding af hørehæmmet og døv, alt afhængig af situationen, Situeret døv, om du vil. Jeg er gift med en døv mand, og vi har tegnsprog som primær sprog i hjemmet. Men det gjorde det. Kom som et chok. Jeg havde ikke selv registreret det derhjemme. Synes at huske at Rosa sparkede i maven ved larm, og hun vendte sig når Liva smækkede med døren. Jeg får dårlig samvittighed. Hvorfor har jeg ikke opdaget det?

Pis. Hvad fanden gør vi? Skal vi flytte, Hvor skal hun gå i skole? Børnehave? Hvad med min familie? de kan jo ikke tegnsprog...

Hvad er det dog jeg byder dig, min skat... De kampe jeg selv har, og altid vil have, vil jeg ikke at du får. Du skal have det let livet igennem.

Alle disse tanker på meget meget kort tid.

Lynhurtig rejser jeg mig op igen. Min Rosa... du er bare... Rosa.
---

Vi er enige - uden de store samtaler. CI! Ja det er det vi gør.

Jeg græd ind i mellem stadig efterfølgende. Men ikke længere over chokket, eller over at hun er døv, ligesom mig selv, min mand og mine bedste venner. Men nu over at systemet konstant gjorde hende forkert. At hun var noget, der skulle fikses.

at flytte hjemmefra

Min ældste har proklameret flere gange de sidste dage at nu flyttede hun hjemmefra. Det havde hun åbenbart hørt, at det siger man, når det er lillesøsters tur til at vælge tegnefilm eller brætspil.

Hun gjorde det her til aften.
Hun hører meditationsmusik (på min mobil) inden hun falder i søvn. Hun nyder musikken og det giver hende ro, og som hun selv siger, falder hun hurtigere i søvn. Der blev helt stille på værelse, så jeg gik ind for at hente mobilen, og dæleme om ikke hun ligger der og ser film.... YOU ARE SOOO BUSTED!
Det passede ikke mig, og heller ikke hende.
Der opstod en mindre diskussion, og jeg sagde til hende at hvis hun ønskede, at jeg skulle putte hende, skulle det være nu, eller måtte hun selv gå i seng igen.

Nu flyttede hun hjemmefra. Igen. Og vendte sig og gik.



Jeps Hun gik - ud for at tage flyverdragt og gummistøvler på, også ud i den mørke kulde. Manden og jeg gloede på hinanden. Seriøst. Smuttede hun lige. Vi måtte lige trække vejret en gang, inden jeg trak i overtøjet.

Vi blev da også hurtige enige om, at hun skulle flytte hjem igen.....

Farmand stod og filmede, da vi kom ind, så vi har lidt til konfirmationstalen; han sagde til hende, at hun aldrig måtte flytte igen.... "JOJO, når I dør". Sikke da fine tanker hun har om os.

Hun er bestemt og beslutsom ung dame; det skal nok hjælpe i hendes videre liv, men lige nu må hun altså godt skrue lidt ned for diva-dramaet og blive hjemme... Næste gang hun truer med det, må vi nok tage hende en smule mere alvorligt.

Hvilken kasse er du i?

Der er et samfundsmæssige behov for at sætte folk i kasser. Vi gør det alle sammen hele tiden, i fht. lovgivningen, formue, ressourcesvage og stærke osv osv. Systemet kan bedre via disse forskellige skabeloner hjælpe (og afvise).

Jeg gør det selv, hver gang jeg møder et nyt menneske, ser nyheder, vores børn og egen mand. Det er da også typisk mænd at de ikke lige griber støvsugeren... eller noget.

Det er sgu bare ikke altid så firkantet - vi kan ikke bare bruge en skabelon. Der vil altid være noget der stikker ud. Og det hjælper ikke altid at blive sat i bås; der er mønsterbrydere, og dem skal vi også kunne rumme.
....
Hvad kalder du dig selv?
Tegnsprogsbruger, hørehæmmet, døv - er du kun lidt døv, eller meget døv? Ja, det er der altså nogen, der spørger om.

Jeg kalder mig situeret døv. Svært hørehæmmet, alt afhængig af hvem jeg snakker med. Men situeret døv er meget dækkende, nu når vi snakker kasser ik. Sådan en skal jeg tilsyneladende i. Jeg kan både høre en del og absolut ingenting. Det afhænger af situationerne. Er der vindstille, kan naboen godt lige råbe over hækken, blæser det til gengæld en halv pelikan, jamen så registrerer jeg ikke andet end vindens susen, med mindre jeg kan se at der foregår noget.

Det er straks sværere, når vi snakker om min datter Rosa, som er født døv og fået CI. Smukke seje Rosa.
Hvad er hun så? Det er der rigtig mange, der er interesseret i.

For nogle er hun døv eller hørehæmmet, for systemet er hun funktionel hørende, for andre er hun CI-barn.

Hun er ikke et CI barn. Hun er et barn med CI og for mig gør det en forskel. Det er hende, der bærer CI og ikke omvendt.

En af mine fornemmeste opgaver som mor er, at give mine unger forskellige perspektiver for verden. Verden er ikke opbygget ud fra en bestemt mening. Hun er selv med til at skabe mening!
Ikke alene at fortælle ud fra den kristne overbevisning at det er GUD, der har skabt verdenen, men at der er flere meninger om det.
Rosa er ikke stor nok til at svare endnu, såfremt nogen spørger hende "Hvilken kasse er du så i". Jeg håber og tror på, at hun selv finder vejen frem i navigationen og finder ud hvad og hvor hun bedst trives, for en kasse bliver hun proppet i, anyway.
Jeg håber, at hun svarer "Jeg er Rosa, og jeg passer i både alle og ingen kasser".

Motherhood, hvad hedder det på dansk. Morskabet? Jeg vil nu ikke sige det altid er morsomt...

Motherhood = Morskabet ...

har givet mig en større tålmodighed. Halle fucking luja for det. En egenskab der har gjort mig godt! Jeg vil ikke sige, at den er god, men den er da noget bedre end tidligere.

har givet mig indsigt i at kærlighed virkelig er ubegrænset og ikke bliver mindre for hvert barn, man får (lyder som om jeg har flere end jeg har). Det var virkelig en frygt. At jeg ikke kunne rumme mere kærlighed og give min andenfødte lige så meget kærlighed som den første. Der tog jeg heldigvis fejl.

gjort mig til et bedre menneske. Hvor klicheagtig den end er, er det sandheden. Jeg siger ikke, at det ikke er udfordrende, men jeg stiller nogle andre krav til mig end jeg gjorde tidligere (at jeg så til tider stiller for høje krav til mig, er en anden sag). Jeg står til regnskab for mine børns trivsel, og det er en stor opgave, men jeg trives med den.
har givet to helt fantastiske og forskellige piger, der stiller høje krav om tilstedeværelse. Gu er de da dejlige - og alt det der, ik. De kan også drive mig til vanvid, men jeg bliver her, fordi de er mine og helt vidunderlige.
....

Det har også givet mig et andet forparti, vil næsten ikke engang kalde dem bryster længere, for det er nærmest bare hudflapper, du ved som i sokker med 5-krone.
og større fødder ...  Seriøs, ja.

Et forbrug på alverdens magasiner så snart der står børn i overskriften, er det et musthave. Det er jeg heldigvis ved at råde bod på.

En til tider hysterisk (ordvalg i mangel af bedre) tilgang til sukker og det har nok været den diskussion, der er blevet vendt flest gange hjemme.

Og en masse slidte knæer på mine bukser af de mange timer, jeg sidder på gulvet.

Hvad har det givet dig?