Skyttegraven er MIN

2. del af Rosa og hendes ørehængere

Jeg går i min skyttegrav.
Til tider er den ligetil, andre gange lang og snoet. Det er det fantastiske liv. Et liv hver og en er med til at forme til sit eget.
I dette liv kan kun mig og min mand til at træffe de beslutninger, der former vores og vores børns fremtid. Der er muligheder, vi skal tage. Forhindringer vi skal over. Beslutninger der skal træffes.

Det var en mavepuster, men vi var sikre, og vi tog den beslutning vi så flest muligheder i  og bedst kunne stå indenfor.

Pludselig dukker der nogle op på den ene side af min skyttegrav og nogle andre på den anden side.
De ser deres snit til at skyde mig. Bam..... Bam.... Bam bam bam. Fra begge sider. Skydene rammer mig i maven. Igen og igen.

Her hvor jeg skulle være fredet. I en svær stund, hvor stien fremad i forvejen synes lang og snoet. Også skyder de på mig.
Jeg forsøger med det hvide flag og forklarer mig. Til den ene og den anden side. Ingen hører eller ser mig.

Jeg er sårbar og jeg ligger ned. Men jeg er ikke i tvivl. Er deres mission at få mig til at skifte mening, er missionen mislykkes. Men knuderne samler sig i maven alligevel.

Jeg har aldrig haft i sinde at tage tegnsproget fra dig- jeg har aldrig haft i sinde at bremse mit datters talesprog. Hvorfor tror du, at du skal bestemme over de valg, jeg tager for min datter. Jeg gør KUN, og kun det, jeg anser som værende det bedste for min datter. Også tror du at I har ret til skyde mig ned. Som om det ikke er svært nok i forvejen. Det vil jeg aldrig byde dig. Jeg tager ikke noget fra dig. Du er selv ansvarlig for dit liv, men lad mig passe mit. Og min datters.

Jeg rejser mig - forsigtig men dog trodsig. Tager et skridt ad gangen, tager en snoning af gangen, tager et lysglimt af gangen. Jeg kigger bagud. Jeg ser min trolige hær bag mig. Jeg tager ikke dette skridt alene.

Og min datter trives, og det er det vigtigste for mig.
-----
Da vi tog beslutningen om at Rosa skulle have C.I, og folk tilsyneladende havde en stærk mening om dette og hvordan vi valgte at gribe det an. At hun både skulle tegnsprog og udvikle et talesprog.