I'm a pleaser

Jeg har så langt, jeg kan huske, lidt af behagesyge. Jeg traf mine beslutninger på baggrund af det de andre ville. Jeg tog det mindste stykke kage, jeg byttede mit smukke brevpapir, selvom jeg gerne ville beholde det.
Jeg ville gerne gøre alle omkring mig tilfredse. Jeg brød mig stadig ikke om at være uvenner med nogen. Jeg ville gerne at folk syntes godt om mig. Jeg fandt senere ud af at det var noget af en udfordring, jeg havde givet mig selv.

Jeg lærte senere at stå ved min mening, også selvom den skilte sig ud. Men jeg var meget bevidst om at jeg ikke stødte nogen. Så hellere holde mund. Jeg øvede mig på, at det var ok at vælge noget andet. Jeg valgte bevidst en anden tøjstil i mine teenager år. Jeg havde ikke Buffalo sko, fordi det havde de andre. De var desuden også rædselsfulde. Jeg gik ikke med nederdel over bukserne, ork ja det var den tid, fordi at moden dedikerede det. Men jeg trådte ikke nogen over tæerne med mit tøjvalg.

Det er en evig proces. Jeg gider ikke lide at behagesyge. Det er en træls følgesvend at have, og jeg vil gerne af med ham. Han er ikke så tæt på som han tidligere har været.
Processen jeg er inde i lige nu, er at det skal være ok og at det er ok at vælge det jeg gerne vil. Jeg kan fint ytre min mening. Og have det tøj på jeg gerne vil.
Men når det handler om det som andre ønsker kontra det jeg gerne vil, så er det straks sværere. Forskellen fra tidligere og nu, er at jeg forsøger at prioritere mig selv. Men der følger en del mavekvaler og tanker, inden jeg så omsider vælger det, som jeg gerne vil.
Og ikke gøre det, som jeg tror de andre gerne vil, at jeg skal.

Hvor ville jeg dog gerne sige "F*CK det, jeg følger min mavefornemmelse og gør lige det JEG har lyst til den dag" i stedet for, "Hvad siger de andre? .. jeg håber de synes det er ok", og derefter overbevise, ja overbevise,  mig selv, om at det er ok, at have behov for at have lidt alenetid; at det er ok at jeg inviterer den veninde til en kop kaffe. Det er trods alt min dag og mit liv.

Jeg vil jo stadig gerne, at folk skal synes om mig, og jeg vil gerne have at de andre har det godt. Men det er egentlig ret fjollet, at man stadig som voksen ikke sætter sig selv først i den ene liv man har, og at man faktisk overvejer at leve sit liv efter det, som det andre synes at tænke eller mene. 

Jeg øver mig fortsat, og må tage de kredsende tanker og mavekvaler med i købet, for mit liv skal ikke min bekostning.

Jeg vil dæleme også have det største stykke kage! Og tage i biffen med lige præcis den veninde, fordi JEG  har lyst.

Det er mit liv, også jeg har selv ansvaret for at gøre det til mit. Mit helt eget.