Trods de bedste intentioner

Det sprog, der er familiens sprog, bliver barnet modersmål.
Barnet har gennem modermålets adgang til et varieret sprogligt input og mulighed for at høre og bruge ordene på forskellig vis.  Når man skal udveksle sproglige informationer og kunne kommunikere om tanker og følelser, er det nødvendigt at man behersker modersmålet.

Herhjemme er pigernes og mandens modersmål tegnsprog. Tegnsprog fik de ind med modermælken, og det dansk talende lærte pigerne primært fra den øvrige omverden.

Jeg har de bedste intentioner om at vi bruger fuldt tegnsprog i hjemmet. Min mand er døv og jeg er svært hørehæmmet, altså er tegnsprog det eneste sprog, som gør, at vi alle bliver hørt og forstået.

Vi har haft mange snakke om hvordan man bruger sproget hjemme, når forældreparret ikke har samme høre-baggrund; hørehæmmet-døv, døv-hørende. Vi har snakket med andre familier og også mennesker som har lidt mere erfaring på området.
Langt de fleste er enige om at for at barnet lærer det fulde tegnsprog, kræver det tegnsprog. Ikke tegndansk eller dansk tale med støttetegn.
Dansk talesprog og tegnsprog er en verden til forskel i forhold til syntakst, sætningsopbygning og grammatik. Det giver ikke rigtig mening at blande de to sprog, hvis man har en intention om at barnet skal lære det fulde sprog, både det ene og det andet.

Og trods de bedste intentioner, så er det f..... svært at udføre i praktisk.
Jeg har slået mig mange gange i hovedet, fordi jeg ikke gjorde det godt. At jeg ikke kunne adskille sprogene. At jeg nu brugte stemmen, At jeg snakkede/tegnede for tegndansk (at mit tegnsprog er opbygget efter den danske grammatik). At det er derfor Liva synes tegnsprog er svært.

Faktum er at jeg synes det er skidehårdt og pissesvært at bruge 100%!
There I said it! BOOM!!Bomben er sprunget.

'Jamen, du slukker da bare stemmen fra'. Nej, jeg kan ikke bare slukke stemmen fra - det sidder så dybt i mig, og det danske talesprog er mit modersmål. Altså det sprog jeg lærte først, og det sprog min familie brugte og bruger. Jeg lærte først tegnsprog, da jeg var 12. Og jeg elsker det, det må der ikke være tvivl.

Men jeg kan ikke bruge tegnsprog i alle situationer. Særligt når jeg cykler ture og laver mad sammen med mine piger. Det er noget, vi gør rigtig meget. Køkkenet er stedet, vi tilbringer mange timer sammen. Vi har alle tre en fest, når vi laver mad. Bare ikke når mor bliver frustreret over ikke at kunne lave op til sine egne forventninger.

Jeg bruger SÅ meget energi på at bruge tegnsprog. Nej, det kommer ikke naturligt - det føles kunstigt, fordi det i mit hovedet hele tiden lyder. "Nu skal du også lige... ellers er det din skyld at tegnsproget ikke bliver et behersket sprog i din familie".
Men det er tydeligt at mærke på mig og på pigerne, at jeg er på overarbejde. Jeg bliver irriteret på mig selv, fordi jeg ikke føler, at jeg kan slappe af. Slappe af sammen med mine piger, i vores køkken, mens vi hygger os med madlavningen. Og det er værste er, at jeg bliver så irriteret på dem, at jeg skælder og smælder på dem, eller sender dem ud af køkkenet, for jeg simpelthen har fået nok. Nok af mig selv! For de kan bare ikke holde mund. Og det skal de heller ikke! Men jeg bliver så træt, fordi jeg skal bruge så meget energi på at svare dem tilbage på tegnsprog.
Grunden til at jeg synes, at det er bøvlet, er af den naturlige årsag, at hænderne er travlt beskæftiget med at rulle frikadeller. Jeg skal lægge maden og sagerne ned hver gang, og måske kræver det en håndvask. Det er både tidskrævende og ikke særligt afslappende.

Men jeg vil tegnsprog så gerne, at jeg føler det er evigt dilemma.  Jeg har sågar tænkt "HVIS bare vi holder mund, så kommer jeg ikke i det dilemma". Så vores hyggerum blev til et ti-så-stille-rum.
Fandeme sjovt at have mig som mor, hva.
 
Gu vil jeg ej! Skal jeg virkelig lade være med at snakke med dem - bare fordi jeg bliver sur og træt af mig selv over ikke at kunne overholde min egen tegnsprogspolitik. De har så meget på hjertet, og særligt i det rum. Deres fortællinger om legesituationer og drillerier er guld. Og det sætter jeg en stopper for, fordi jeg skal være så firkantet?

Så jeg øver mig i at tænke, at det er okay, at jeg i nogle situationer bruger min stemme. At der bliver talt dansk med tegn.

Jeg er godt klar over, at det at jeg bruger min stemme i udvalgte situationer, muligvis har en konsekvens. At børnene ikke tilegner sig det fulde tegnforråd. Men det må jeg tage med.
Er det ikke bedre at pigerne har en glad mor, og vi nyder madlavningen sammen.... som vi alle tre er glade for. Og den glæde skulle jeg nødig ødelægge, fordi jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal.
Jeg tror på at pigerne er så kvikke, at de nok skal finde ud af det.

Der er med garanti også helt døve forældre, der har børn med i køkkenet. Og de har sikkert fundet en måde at arbejde og snakke sammen på. Men det har hidtil ikke virket på mig. Jeg blev bare sur og tvær af de høje krav og forventninger til mig selv om at bruge et fuldt tegnsprog i hjemmet.

Disse tanker og snakke har jeg selvfølgelig haft med min mand. Han ser helst at jeg trives og har det godt med mine piger... uanset sprogkode. Også selvom den bliver lidt rodet til tider.