Jeg pusler rundt i køkkenet, mine to piger leger i haven, vinduet er åben så jeg kan høre deres hvin. Pludselig smækker hoveddøren i. Jeg flytter mig, så jeg lige kan kigge. Mit blik flakker.
Ind vandrer der en mand ind; han tager styrthjelmen af. En rigtig håndværker-type med beskidte hænder. Han er koncentreret. Han ligner en, der kan håndtere både sit værktøj og sætte sin kvinde på plads, når det skal være. Jeg kan ikke lade være med at stirre på ham.
Hans bluse er svedig - uh altså hvis han bare kunne rive blusen af, og bruge nogen strammere bukser. Sådan en lækkerbiksen, altså. Det er da lige før jeg dropper Brad Pitt som backup-plan.
Jeg går ham i møde og tager fat i ham "Hej, hvor har du været de sidste 6 år?"....(siden min første fødte-datter)
Min mand er hjemme, og dælme om ikke jeg har været sammen med ham i 12 år. Jeg glemmer bare sommetider, hvor lækker jeg synes, han er.
Sådan et øjeblik dukker heldigvis op i mellem, men det sker ikke tit nok.
Om en mors tanker i et familieliv med tegnsprog. Jeg har med min mand to piger. Storsøster Liva, som er hørende, og lillesøster Rosa, som er døvfødt og fået C.I. Fælles for dem begge er, at de har de skønneste fregner og er tosprogede. De har fået tegnsprog ind med modermælken og dansk tale primært fra omgivelserne. Bloggen handler primært om vores liv som døv familie og de tilvalg vi har gjort os i form af tegnsprog og C.I til yngstepigen.
Uh romantisk, med et skænk af Danielle Steel lir, fortsæt endelig!
SvarSletJeg vil da prøve :)
SvarSletUh hvis bare børn ikke var hjemme, bare lige lige det øjeblik.. Håber der kommer flere undervejs.. :)
SvarSlet