tirsdag den 16. juni 2015

Sandhed fra børn og ...


Når jeg henter og aflevere mine piger i institutionerne, kan jeg godt lide at snakke med de andre børn. Børn er så nemme at snakke med, og de fortæller glædeligt om hvad farve deres bussemand er og hvem der kommer og henter dem.  

Forleden var der en pige på 5 år, der stirrede på mig. Jeg fornemmede det godt nok, og tænkte at det var nok var mine noget så fine høreapparater. Dem har de spurgt til mange gange før. Hvorfor jeg har dem. Jeg fortæller dem at de hjælper mig med at høre, fordi jeg ingenting kan høre uden dem. Så glor de lidt videre, inden de begiver sig videre med deres leg.

Men det var ikke det denne pige var interesseret i at vide.....

"Hvorfor snakker du så mærkeligt", spørger hun som noget af det mest naturlige.

Jeg smiler lidt. Akavet. Jeg forsøger at svare hende. Hun rammer et ømt punkt. En bitte nysgerrig pige stiller et åbent og naturligt spørgsmål.

For mig er det mavepuster. En lille en, som vokser i mig og prikker til min usikkerhed omkring min tale.

'Jamen du taler såååå fint',  har jeg altid fået at vide. Du ved, med en overdrivelses-grimassen, og som barn fik jeg tilmed et klem på den ene kind.

Jeg ved udmærket godt at jeg ikke taler perfekt. Jeg kæmper med nogle bestemte bogstaver. Jeg forsøger at koncentrere mig, men når jeg er træt, nervøs eller det går stærkt og jeg bliver for ivrig, og har for meget på hjertet, så begynder det at knibe og jeg falder over ordene. Jeg knuger mig, jeg bliver irriteret.

I nogle situationer, særligt med nye og fremmede mennesker er det rigtig... På godt jydsk træls. Når jeg skal sige noget, der ligger mig tæt på hjertet, og jeg gerne vil fremstå sagligt og fagligt, føler jeg ind i mellem at jeg ikke formår at sige det, som jeg ellers vil. Fordi det kræver for meget koncentration, og jeg udtaler nogle ord forkert. Jeg ved det i det øjeblik jeg siger det, og retter op på det. For det meste.
Også får jeg et blik. Et blik der afslører at opfattelsen af mig er ændret. Også kan samtalen lige så godt slutte. Dommen er givet.

Jeg er blevet målt og vejet på min udtale, og jeg oplever at nogle tror at jeg er mindre intelligent.

Jo mindre hørelse jo mindre intelligent - en meget gammeldags opfattelse, som der desværre stadig er nogen, der har. Total nederen, altså!

Jeg har altid talt, og er altid blevet opfordret til det. Og vil blive ved med det. Og jeg vil da gerne tro på at jeg taler såååå fint. Med skønhedsfejl. Jeg er stadig intelligent, og jeg har også meget på hjertet.

1 kommentar:

  1. Ja, andres uvidenhed kan godt gøre ondt! Men så er det godt at dine nærmeste og du selv ved at du både er intelligent og stærk. Og hey, jeg får også nogle gange at vide at jeg taler mærkeligt;) Eller bondsk for den sags skyld.
    Skal vi snart ses? Jeg savner dig!

    SvarSlet