Når mor er billig til salg

Det er tit man hører udtrykket at ens børn er billigt til salg. Der må da også være tider, hvor mine piger tænker at de gerne vil have byttet deres mor...

 Hvor ville jeg dog gerne være en gode og rummelige mor med det evige overskud til pigerne, deres (til tider evige) skænderier og slåsen samtidig med at der også skal være plads til at trøste begge, når den anden kom til at sparke lidt for hårdt.
En mor med 100% mentalt tilstedeværelse  hver gang de henvender sig, også når der bliver råbt 'moaaaar' bliver råbt på for 77 gang.
En mor der altid formår at anerkende deres følelser.

Jeg er udmærket klar at alt dette ikke er realistisk hver dag, hele dagen.
I bund og grund synes jeg at jeg er en god mor, og jeg forsøger efterleve de elementer af anerkendelse, tilstedeværelse og rummelighed, der skal til for at jeg bliver en god mor for mine piger. Og det lykkes ind i mellem. Men der er andre gange hvor jeg godt kunne sætte mig selv billigt til salg. Eller snarere 'Gratis ved afhentning'.

Jeg kan godt blive presset derud, hvor jeg pludselig står og råber og skriger.  Scenarie: 32 årig kvinde der råber af to piger på 4 og 7 år.
Jeg råber normalt ikke af andre. Min mand er da dog også særligt udsat nogle få gange årligt, når han spiller rigtige (eller forkerte) tangenter. Og når der ikke er chokolade i skabet!

Det er ikke nogen undskyldning at pigerne har skændes og sloges for 8 gang på en time, væltet den ene perleplade efter den anden, nægtet oprydning, råbt 'fuck dig' fordi jeg bad dem om at stoppe og gå ind på deres værelse, så de kunne få 5 minutters ro fra hinanden.
De skal ikke råbes på - råb er som en usynlig lussing. Men det sker sgu, at jeg kommer derud. Det er jeg ikke for fin til at indrømme, men hvor ville jeg dog gerne at jeg stadig kunne bevare sindet i ro. Men pludselig har jeg fået nok, og min stemme lever sit eget liv.

Jeg har også taget fat i pigernes ene arm. Og klemt lidt for hårdt. Jeg ville gerne kunne sige, at det kunne jeg aldrig finde på. Men når hun hverken vil se og høre på mig, render væk fra mig -  nææ nej mor du kan ikke fange mig-attitude! det kan du fandeme tro jeg kan! og pludselig har jeg fat i hende med løftet pegefinger, hævet stemme og det hele.
Igen jeg kommer i en situation hvor jeg er magteløs og ikke aner hvad jeg skal gøre ved det et-styks-flabede-pigebarn. Gud, hvor jeg slår mig selv oven i hovedet bagefter.

Jeg har præsteret at sige til hende at hun skulle ud af bilen, fordi jeg ikke ville have hende med hjem.

Jeg har også været over i den anden grøft, og været fuldstændig patetisk og frataget alt ansvar for mine følelser og spurgt dem hvorfor de hader mig?

Hvad sker der for mig... altså! Der burde følge en bytte-bon med!

Nu er det ikke fordi det sker særlig tit. Men når det sker, og jeg har bandet og svovlet mig selv langt væk, forsøger jeg at minde mig om at jeg hver dag gør det bedste jeg kan.
Det kræver fuldstændig kontrol og tilstedeværelse (og overskud) at løse konflikter på den hensigtsmæssige måde. Og pigerne er forskellige, og konflikter skal løses forskelligt. Det er hårdt arbejde, og der er mange faldgruber. Men jeg øver mig fortsat på at være den bedste mor for mine piger. Og jeg mener også at jeg er det langt det meste af tiden.