Rosa bruger vel altid tegnsprog, eller?

"Moaarr, hvorfor bruger du tegnsprog" kommer det undrende fra Rosa. Pigen som er døvfødt og har ci på begge ører.
"Fordi vi bruger tegnsprog herhjemme".
Hun var tydeligvis ikke tilfreds med mit svar, så hun kigger lidt truende på mig. Det gør hun tit for tiden. Hver gang hun ikke er tilfreds. "Men hvorfor?".
"Fordi far, dig og mig ikke kan høre".
"Nej Mor. Jeg kan godt høre! Jeg behøver ikke at bruge tegnsprog".

Der er rigtig mange, der har en forestilling og forventning om, at da Rosa vil føle ejerskab over for tegnsprog, og at hun bruger det altid og hele tiden. Det ville da være naturligt, når hun er døv og har fået tegnsprog ind med modermælken. Det tænkte jeg da også.

Men sådan ser det bare ikke ud i Rosas verden.
Rosa bruger tegnsprog, ja. Hun er 4½ år. Hendes tale og tegnniveau er alderssvarende. Og det er selvfølgelig begrænsende hvad hun forstår af verdenens forskelle og kulturer.

Men Rosa siger at hun ikke er døv. Hun siger, at hun ikke kan høre, når hun tager sine ci'er af.
Hun fortæller at hun bare kan tale, når hun er i børnehave og hos bedsteforældre. Og at hun ikke altid gider at bruge tegnsprog.
Jeg tror at dette hænger sammen med at Rosa ikke finder tegnsprog nødvendig i hendes færden i verden udenfor hjemmet. Måske en dag. Måske ikke.

Er Rosa sammen med sin ven, Viktor, som også er døvfødt og har Ci'er, skulle man tro at de snakker tegnsprog til hinanden. Det gør de ikke. Kun undtagelsesvis.
Nå, men når Rosa og Viktor tager sine ci'er af, som f.eks. til vild leg eller svømning, så må der da komme tegnsprog på bordet.
Det har vi forældrene i hvert fald ventet forventningsfulde på. Så vi kunne følge med i børnenes samtaler: For det er noget af det, jeg synes, der er sværest ved at være hørehæmmet forælder; at man ikke kan følge med i børnenes børnesamtaler. Døve børn er da en bonus her, ik.
Sikke en lang næse vi fik. For de to døve børn som ellers bruger tegnsprog til forældre og sommetider søskende, taler fortsat til hinanden.

Når man tænker over det, er det måske egentlig logisk nok. De har ingen af kopiere og 'gøre ligesom' fra. De ser ikke andre børn i deres dagligdag, der snakker tegnsprog til hinanden.
Og børn har ikke lyst til at skille sig ud. De vil være ligesom alle andre. Tro mig!
Rosa ser at Liva taler og leger med sine venner. Rosa gør ligesom hende.

Selvom Rosa og Viktors samtaler nok er en blanding geniale narrestreger og polapyk, er det vigtigste at have troen på at de to nok finder ud af det sammen. De har det godt sammen, og det skal vi andre ikke blande os i. Uanset om det er med tale eller tegn.