Dobbeltmoralske husregler

Hjemme hos os er husreglerne lidt anderledes end hos andre.
Man må nemlig gerne snakke med mad i munden. Det betyder dog ikke, at maden må vælte ud af munden. Og det betyder heller ikke at børnene må smaske.

Vi snakker med hænderne hjemme hos os. Så hvis man lukker munden, må man gerne samtale mens man spiser. Man er dog nødt til at lægge bestikket, for du kan ikke både skære din mad og snakke.
Mine børn lærer stadig at de ikke skal snakke med mad i munden, når de taler med stemmen. Dobbeltmoralsk? Ja måske lidt. Men børn er kloge, og finder hurtig ud af hvordan tingene fungerer. Og så er det med at finde fordelene ved tegnsprog. For det er stadig en udfordring at få pigerne til at tegne (snakke på tegnsprog), når de snakker til hinanden. Som de siger “Det er så nemt bare at tale. Sommetider gider jeg ikke at løfte hænderne“.

Man må også gerne lege med stikkontakterne og blinke med lyset. MEN der er én regel; det er højst to gange, MAKS tre.
Dette er et tegn på, at man ønsker at komme i kontakt med den, der sidder i rummet. Alt andet over 3 gange er leg. Og man må ikke lege med lyset!! Dobbeltmoralsk? ja måske, men de har lært det efterhånden.

Man må også gerne råbe højt, hvis det er for at kalde på en, og ekstra højt når man kalder på far. MEN vi gider ikke skrigeri og slet ikke pjat-skrig. Pjat-skrig er, når man skriger bare for at få kaldesystemet til at gå i gang, så det vibrerer og hyler i hele huset.  (Vi har hjælpemidler ved dørklokken, brandalarmen, vækkeur. Når de hyler, vibrerer en vibrator, og lys blinker, så vi ved der er en ved døren, at brandalarmen er i gang m.m ). Altså må man råbe, hvis det er ment som et kald. Forvirrende, ja måske. Men det finder børnene også ud af. Men de synes da, at det er pisse sjovt at sætte hele huset i gang.

Når min mindste datter Rosa, som er døv og har ci på begge ører,  leger på værelset og sidder med ryggen til døren, blinker jeg altid med lyset, for at komme i kontakt med hende. F.eks. for at fortælle at morgenmaden er klar. Dette reagerer hun resolut på. Men har hun hendes ci’er på så er reaktionen en anden “moaarrr, jeg har altså mine ci’er på, så du kan godt kalde på mig (med stemmen)”.

Når man er i bad og sidder på lokummet, er 1-2 blink med lyset ligeså ok. Dette er tegn på ‘jeg skal i kontakt med dig…. lige nu!’ Et slags SOS signal. Manden er dog meget insisterende på dette punkt. Alt over to gange er ganske uudtåleligt. Vi kan dog hurtig blive enige om, at det er vældig forstyrrende og genererende at blive afbrudt i et højhelligt øjeblik. Særligt når der er nogen, der mener at det er SOS, at barbiehovedet er faldet af for 18. gang.

Toilettet er desuden det eneste sted man som forældre kan få bare en smule ro. Det har pigerne bare ikke fundet ud af endnu. Men mon ikke, de også finder ud af det…. en dag.