tirsdag den 2. februar 2016

en dialog, ja tak!


Du er et menneske med holdninger og meninger. Du er et menneske med følelser. Og det har du ret helt til!
MEN det har jeg også.
Jeg har lige så meget på hjertet som du har. Men hvorledes vi alle formidler os og kommer ud med vores budskaber er vidt forskellige. Nogle tier, nogle vil ikke holde kæft. Nogle midt i mellem.

Desværre er sprogkoder og ci/tegnsprog til døvfødte en varm kartoffel.
Ind i mellem får man en fornemmelse af at det bedste er at tie. For åbner man munden, skal man være klar til at få hug. Det er ikke rart.
For mit vedkommende sidder den følelse i maven. En knugende fornemmelse, som jeg ikke kan have. Men den skal jeg åbenbart være klar til at have lige så snart jeg åbner munden eller ligesom her udgiver et indlæg. For mig betyder det også, at når jeg åbner op for noget, skal jeg mentalt gøre mig klar til at blive skydeskive.
Det er jeg ikke altid. Derfor vælger jeg opslag, skriver kommentarer, skriver indlæg med omhu. Og udgiver det først, når jeg er klar.
Det er hårdt. Jeg har svært ved at begribe hvorfor det skal være hårdt. Tegnsprog og døve børn er noget der ligger rigtig mange nært. Og det er rigtig dejligt!.... hvis vi dog bare kunne bevare den gode tone og igangsætte en oprigtig dialog.

Ind i mellem føles det som om at vi står i hver vores ende af rebbet og trækker. Trækker og hiver, og håber på at den anden giver slip, og en får ret.
Men der er aldrig nogen der får ret. Det er ikke meningen, at vi skal føre et enevældigt kongerige. Vi kan ikke alle blive enige om, om døvfødte skal tilbydes ci eller ikke, om de skal have tegnsprog eller ikke, om de skal være tosprogelige eller ikke, om de skal gå på døveskole eller integreret i den almindelige folkeskole, skal tegnsprog kunne vælges som fag, skal der være tegnsproget undervisning i den alm folkeskole.... And so on...
Vi er lige så mange meninger, som der er mennesker.

Når man også har en mening om tingene, så har det også sine konsekvenser. Nogle bliver sure, nogle bliver glade, nogle lettede, og andre trætte. Trætte af at vi skal omkring disse emner igen og igen. Jeg kommer i korte perioder i tvivl. Nu lukker jeg ned bloggen, facebook og holder min kæft, og vil kun værne om det jeg mener der er bedst for Rosa.
Heldigvis er det kun en kortvarig tanke. For er der ikke nogen der siger noget, kommer vi aldrig nærmere dialogen.

Vi behøver ikke at være enige. Det er ikke min hensigt.  Det er jeg rigtig godt kunne tænke mig er at bygge bro. For i bund og grund er vi enige - vi er enige om at vi alle vil børnene det bedste!

Og nu trykker jeg udgiv - med en knugende fornemmelse i maven, ovenpå min influenza. Men jeg kan stå 100% inden for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar