onsdag den 2. marts 2016

Lys min verden op

Som barn rendte min mor mig næsten konstant i hælene for at slukke alt det lys, jeg tændte på min vej. Det var ikke nok med en lille væglampe eller Det er sååå hyggeligt-lys. Vi kan da knap nok se noget. Skulle jeg bestemme, tændte jeg alt lyset i hele rummet, ja hele hytten, hvis jeg kunne komme til det.

Det var ind i mellem svært, når jeg var gæst et sted, for så kunne jeg ikke være bekendt at styre belysningen.
Jeg er blevet spurgt mange gange, om det nu virkelig var nødvendigt med alt det lys. JA, det var det, men jeg har aldrig rigtig kunnet forklare årsagen til mit behov for lys, for jeg vidste det ikke.
Mens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg i stuen med min store pige, som ser ‘Danmark har talent’. Vi har to loftlamper, en væglampe, en bordlampe og et par stearinlys tændt. Lige rigeligt, vil nogle nok mene.

Du ser heller aldrig mig frivilligt tage en plads, hvor der er dårlig belysning. Du ved, for enden af det lange festbord, hvor der er oplyst i midten og stearinlys ved kongepladserne; bordenden.

Det er først som voksen, jeg er begyndt at tænke over mit behov for lys. Jeg har faktisk ikke spurgt mine venner, om det ser sådan ud hjemme hos dem. Om der er andre hørehæmmede og døve, der trives bedst i et oplyst rum.

Eller måske sidder det så dybt i mig, at jeg under hele min barndom havde behov for tændte lamper overalt, fordi jeg jo skulle aflæse mimikken og mundaflæse. Hverken jeg eller min familie kunne tegnsprog. Så min kommunikation var afhængig af om jeg kunne se. Intet lys – ja ingen kommunikation.

Det har jeg taget med mig, også som voksen. Også selvom jeg er alene.

Jeg har betragtet det samme behov hos min mindste pige, Rosa. Det første Rosa gjorde, når hun vågnede, var også at  tænde en hel del lys. Hun tændte alt loftlyset på hendes vej. Hun har efterhånden forstået, at det kan være generende for de andre, der stadig sover. Så hun gør det ikke så meget mere.

Min mand har heldigvis ikke klandret mig for elregningen endnu. Men pyt med den, just light up our world, and we will see. Everything.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar