Min mand er ligesom så mange andre mænd. Han kan være lidt af en drengerøv, og godt lide de sidste nye gadgets, og følger gerne med i hvad der kommer af uundværlige tingester.
Han behøver dog ikke, til min og vores pengepungs glæde, ikke at købe det hver gang.
Men vores fladtv, som efterhånden havde 7 år på bagen, har vi haft oppe og vende en del gange. Han ville gerne have det skiftet ud til noget, der var støre, fladere og smartere.
Jeg satte dog bagbenene i. Ikke om jeg ville bruge penge på nyt tv, når vores virker ganske udmærket. Man er vel jyde.
.... lige indtil en dag hvor jeg ikke var hjemme, og Jesper så 'Danmark har talent' sammen med Liva.
Det var en mørk og storm .... lørdag aften efter at analogforbindelsen den 9. december blev afbrudt. Underligt at jeg husker datoen, men det var lidt en skelsættende dato, for vi kunne nu ikke længere tekste programmerne på tv2, da vores (skide) boks ikke vil samarbejde.
Liva bemærkede, at Jesper ikke kunne få tekst på. Han sagde det som det var, men at han selvfølgelig ville se programmet sammen med Liva, som vanligt.
Liva begynder at tolke. Så godt som hun nu kan. Jesper siger, at hun ikke behøver, men hun fortsætter. Indtil hun ikke gider mere, og Jesper sidder tilbage med en dårlig fornemmelse i maven.
Ikke fordi at hun ikke ville tolke længere! Men fordi at han slet ikke synes at det er okay, at hun føler sig ansvarlig for, at han kan følge med.
Det er slet ikke hendes ansvar, og det bør aldrig være en byrde på børnenes skuldre at skulle tolke.
Der er selvfølgelig forskel på, om det er noget at forældrene beder børnene om, eller at børnene selv tager téten.
Dagen efter er Jesper meget bestemt og beslutsom. Det vil han ikke længere være med til, og han behøver ikke engang at overbevise mig. Og han satte sig straks til at undersøge markedet, og et nyt flatscreen blev bestilt efter et par dage.
Nu er der igen tekst på programmerne, og vi kan følge med på weekendens familieprogrammer. Også sammen med Liva.
(læses også på Loud.land)
Om en mors tanker i et familieliv med tegnsprog. Jeg har med min mand to piger. Storsøster Liva, som er hørende, og lillesøster Rosa, som er døvfødt og fået C.I. Fælles for dem begge er, at de har de skønneste fregner og er tosprogede. De har fået tegnsprog ind med modermælken og dansk tale primært fra omgivelserne. Bloggen handler primært om vores liv som døv familie og de tilvalg vi har gjort os i form af tegnsprog og C.I til yngstepigen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar