At bade med eller uden C.I

Rosa fik C.I som 1 årig. Hun er glad for dem, og hun vil gerne have dem på. Hun beder selv om det, og jeg har aldrig tvunget hende til det, ikke efter at hun selv fandt ud af de gav mening for hende. Til at begynde med, lige efter at hun lige var blevet opereret og havde fået dem tilkoblet, var det ikke aldrig nogen rar fornemmelse for hende. Vi startede ud med at give dem på i nogle minutter, som hurtigt blev til flere timer.

Hun har nu sine C.I’er på fra hun står op til hun går i seng. Ind i mellem, f.eks. efter at hun har været i bad, gider hun ikke at have dem på igen. Ind i mellem er det bare rart at høre INGENTING.

Sidste år, da vi skulle på charterferie, havde vi bestilt en Aqua+ til Rosa og hendes far, som også har C.I. Det er sådan en fætter, som du kan se et billede af her. I praksis betyder sådan en Aqua+, at C.I’en bliver pakket ind i en vandtæt beholder, og hun vil kunne høre noget; dog er det en anden slags lyd, men noget kan hun i hvert fald høre.

Rosa går i forvejen til svømning, på børnehold, men her er hun så privilegeret, at der er en tegnsprogstolk til stede i vandet. Det er ikke noget, hun har behøvet at tænke videre over, tolken har bare været der. Det er fordi, at anden forælder fik stablet tolkning på benene fordi hendes døve søn, som også har C.I. deltager på samme svømmehold.

 

Hun er nu oprettet som bruger hos DNTM (Den Nationale Tolkemyndighed), så vi kan bestille tegnsprogstolkning til hende.

Vi havde nemlig bevidst valgt, at hun ikke skulle bruge sine Aqua+ til svømning. Ja det har været en forældrebeslutning! Vi tænkte nemlig, at det vil give mening på længere sigt, såfremt hun tidligt i sit liv havde lært at navigere i en tolkesituation, og på den måde er blevet bekendt med sine muligheder. Det vil hun kunne profitere af senere, såfremt det bliver nødvendigt for hende at bruge en tegnsprogstolk, selv om hun er C.I opereret.

Nå, men den her Aqua+ vakte derfor altså ikke synderligt meget opmærksomhed i starten. Lige indtil den dag, hvor storesøster Liva mødte en sød pige. Denne søde pige ville også gerne lege med Rosa. Så Rosa prøvede Aqua+ igen til svømning, for at kunne tale med pigen. Og pludselig gav udstyret mening for hende, for nu blev hun delagtiggjort i legen. Det var ikke nødvendigt inden, da vi andre jo brugte tegnsprog, også i vandet. Sådan en Aqua+ lød lidt anderledes, sagde hun, men det var ok. Hun var på det tidspunkt 4,5 år gammel.

Hun har her i den begyndende sommervarme derfor altid brugt Aqua+ ude i haven, når hun legede vandkamp med nabopigen. Hun har haft udstyret med hjem hos to veninder til en dag, hvor der var aftalt pool-leg. Hendes veninder kunne ikke tegnsprog, og Rosa kunne med sin Aqua+ følge nogenlunde med, og det var fedt for hende.

Så fedt at hun nu vil bruge det herhjemme…. i badekarret….??

Her stillede mor og far sig på bagbenene. Det var da tåbeligt, tænkte vi. Du skal jo bare i bad. Du skal ikke lege med nogen. Du har ikke brug for dem.  Og det kom der en dum konflikt ud af.
Dum, fordi at vi ikke forstod hendes behov for at høre. At vi ikke forstod at hun nu syntes, at det var spændende. Vi havde selv præsenteret hende for det. Vi nægtede at give hende Aqua’en på, fordi vi aldrig selv havde haft noget behov for at høre i badet. Og fordi vi ikke gad at bruge sølle to minutter på at ordne det.

Hun løb grædende væk og smed sig i sin seng.

Vi forældre måtte så lige kigge på hinanden, og vi blev enige om at vi havde ageret ukorrekt. Vi var enige om, at vi måtte fortælle hende, at vi havde taget fejl, og at hun gerne måtte have udstyret på i bad.

Glad hentede hun sin Ariel. Dukken kunne lyse og spille musik under vandet, og den ville hun gerne lege med.

Siden har hun selv bestemt hvordan hun vil bade, med eller uden hørelse. Og hun er tilfreds.

I er ikke mærkelige, mor!

     

I er ikke mærkelige, mor!

5 out of 5 based on 2 user ratings

Ved bordet bruger mor og far tegnsprog, og pigerne bruger tale med tegn. Vi motiverer dem til at bruge tegnsprog, altså at slå stemmen fra, da der er bedre flow i tegnsproget, hvis der ikke er stemme på.

Dette er noget, der er svært, men Liva er ved at blive bedre og bedre til det, og hun leger mere og mere med tegnene. Men når hun bliver ivrig, slår hun tilbage til dansk tale med tegn.

Vi sidder og spiser koldskål, og der er lidt stille ved bordet. Pludselig udbryder Liva, på snart 8 år:

– Mor… I er altså ikke mærkelige mennesker. I er bare helt normale mennesker. I er ikke ligsom små dværge eller noget. I er bare helt normale mennesker, I kan bare ikke høre så godt. Så godt som andre mennesker og mig. Men det betyder ikke at I er mærkelige…. Og hvis man vælger, at man gerne vil være døv, er det da helt okay!

Jeg sidder og smiler, og lytter til hende.

– Hvor har du fået de tanker fra… Har du hørt noget?
– Nej nej, svarer Liva og fortsætter:
– Altså hvis mine klassekammerater spørger, hvorfor I har sådan nogle i ørene, så fortæller jeg bare at du har høreapparat, far har ci og min lillesøster ci. Det var bare det de ville vide.

Far:
– Vi kan ikke undgå, at der er nogle, der sommetider kigger. Nogle har måske aldrig set tegnsprog før og nogle synes at tegnsprog er vildt flot.

Liva:
– Jamen, det er jo helt fantastisk, ik? Og det er jo fantastisk, at jeg kan begge dele…

Også går hun fra bordet, og samtalen er slut. Prut. Finale.

Det er vigtigt for at os at styrke pigerne til at stå ved og være stolte af at være del af en  anderledes familie. Vores værste frygt er, at de vil blive drillet med deres forældre. Min frygt blev manet lidt ned i jorden den aften. Med den attitude og tankegang hun har, får hun det vendt til noget positivt, og det vil hendes omgivelser også reagere på.

Små samtaler skaber grobund for udvikling

Far kører Rosa til børnehaven, og Rosa er meget begejstret, for de skal nemlig køre i fars firmabil. Firmabilen er en høj bil med tre pladser foran. En typisk varebil, men Rosa synes at det er fedt at hun får lov at sidde foran sammen med far.
Det er en tåget morgen , og de får en snak om hvordan tåge opstår.

Jeg kommer i børnehaven senere for at hente hende, og Rosa løber mig i møde, og kan slet ikke vente med at fortælle mig, hvad hun og far snakkede om i morges.

 Hun er meget begejstret og bruger både tegn og tale: “Når varm og kold luft … skæn… (skændes) øhhh… når det gør sådan her (bruger tegnet for skændes/imod/rammer), så bliver det tåget”.

Rosa er ved at fortælle, at varm og kold luft ’skændes’, fordi hendes far har brugt det tegn. Tegnet kan betyde flere ting, afhængig af konteksten. Rosa ved, at ’skændes’ ikke er det korrekte ord i denne sammenhæng, men mangler det korrekte ord for tegnet på dansk tale; jeg vælger at give hende ordet ‘rammer’.

Da hun har fået ordet, kan hun fortælle det samme til de voksne på stuen, på dansk tale: “Far har fortalt mig, at når varm og kold luft rammer hinanden, så bliver det tåget.”

Nu har hun været hele vejen rundt, på tegnsprog og dansk.

Rosa veksler mellem tegnsprog og tale, afhængig af hvem hun snakker med. Men ind i mellem mangler hun nogle ord. Nogle ord for det udtalte ord og også omvendt, for det tegnsproglige ord.
Alle voksne, der er omkring børn, som er tosprogede, skal samarbejde eller være bevidste om børnenes sprog, således at børnene får ordforråd fra begge sprog, så de kan udtrykke sig som de vil, uanset hvem de snakker med.

Men det kræver en indsats fra de voksnes side. At der bliver talt om, hvad der sker i børnehaven, i hjemmet og i alle livets begivenheder. Denne lille håndsrækning vil komme alle til glæde, men vil særligt komme barnet til gavn, når det oplever at kunne samtale med en hel del mennesker.

(Er også postet hos Loud.land)

Enden på det gamle tv.....

Min mand er ligesom så mange andre mænd. Han kan være lidt af en drengerøv, og godt lide de sidste nye gadgets, og følger gerne med i hvad der kommer af uundværlige tingester.
Han behøver dog ikke, til min og vores pengepungs glæde, ikke at købe det hver gang. 

Men vores fladtv, som efterhånden havde 7 år på bagen, har vi haft oppe og vende en del gange. Han ville gerne have det skiftet ud til noget, der var støre, fladere og smartere.
Jeg satte dog bagbenene i. Ikke om jeg ville bruge penge på nyt tv, når vores virker ganske udmærket. Man er vel jyde.

.... lige indtil en dag hvor jeg ikke var hjemme, og Jesper så 'Danmark har talent' sammen med Liva.

Det var en mørk og storm .... lørdag aften efter at analogforbindelsen den 9. december blev afbrudt. Underligt at jeg husker datoen, men det var lidt en skelsættende dato, for vi kunne nu ikke længere tekste programmerne på tv2, da vores (skide) boks ikke vil samarbejde.

Liva bemærkede, at Jesper ikke kunne få tekst på. Han sagde det som det var, men at han selvfølgelig ville se programmet sammen med Liva, som vanligt.
Liva begynder at tolke. Så godt som hun nu kan. Jesper siger, at hun ikke behøver, men hun fortsætter. Indtil hun ikke gider mere, og Jesper sidder tilbage med en dårlig fornemmelse i maven.
Ikke fordi at hun ikke ville tolke længere! Men fordi at han slet ikke synes at det er okay, at hun føler sig ansvarlig for, at han kan følge med.
Det er slet ikke hendes ansvar, og det bør aldrig være en byrde på børnenes skuldre at skulle tolke.

Der er selvfølgelig forskel på, om det er noget at forældrene beder børnene om, eller at børnene selv tager téten.

Dagen efter er Jesper meget bestemt og beslutsom. Det vil han ikke længere være med til, og han behøver ikke engang at overbevise mig. Og han satte sig straks til at undersøge markedet, og et nyt flatscreen blev bestilt efter et par dage.

Nu er der igen tekst på programmerne, og vi kan følge med på weekendens familieprogrammer. Også sammen med Liva.

(læses også på Loud.land)

Børn skal ses og høres

Børnefamilier er ikke, som de har været. Man kan i dag ikke læse blade uden at blive belært om hvordan man bør opdrage sit afkom, eller hvordan man skal være sammen med dem.
Tidligere skulle børn ses, men ikke høres. Gudskelov er det i dagens Danmark okay at børn også høres. De har også følelser og behov, og dem skal der også være plads til. Dermed ikke sagt at de skal have lov til at bestemme!

Liva er 7,5 år efterhånden, og ind i mellem bliver jeg væltet bagover over den imponerende måde, hun formår at sætte ord sine følelser.

Liva har til tider brug for rum og tid til bare at være. Bare at være os. Bare at være hjemme. Det har vi andre også, men ikke i samme grad som Liva. Mit sociale liv har som det naturligste ændret sig efter, jeg fik børn, og er yderligere ændret efter at Liva har kunnet sætte ord på sine følelser. Det tog lidt tid for mig at forstå, at hun havde et andet behov end jeg.
Det tog tid at acceptere det, fordi det er jo ikke Liva, der skal bestemme dagsordenen derhjemme... eller hvad?
Liva var 4 år, da hun for første gang rigtig ytrede, at hun synes at vi havde aftaler ud af huset.
"Hvorfor skal vi altid og altid ud og køre?"
Herefter blev vi mere bevidste om, hvordan vi lavede aftaler. Havde vi en aftale den ene dag, skulle vi holde den anden dag fri.

For nylig trådte jeg igen over hendes grænser, og dæleme om ikke jeg fik det at vide. Hun havde for første gang været på ferie i 4 dage hos sine dejlige bedsteforældre, og dagen efter hun kom hjem, havde jeg inviteret vores venner med børn over til aftensmad. Ikke noget stort, blot lidt hygge.
Jeg havde godt tænkt, at pigerne måske ikke synes om, men jeg havde simpelthen så meget lyst til at se vores venner. Det havde jeg brug for.

Da jeg fortæller Liva om planerne for dagen, bryder hun grædende sammen.
"Jeg kan ikke klare det mor."
Hun hyperventilerer og jeg beder hende slappe af, for hun har tendens til at køre sig selv op i en spids.
"Jamen det kan jeg ikke. Jeg kan slet ikke klare det. Jeg har lige været på ferie i 4 dage og lavet alt muligt. Også kommer jeg hjem, også inviterer du bare hele verdenen. Du inviterer bare HELE VERDENEN, det er hvad jeg føler"

Jeg aflyser vores aftale. Hun er lettet og træt bagefter.

Lader jeg så hende styre det hele? Skal hun have lov til at bestemme hvornår vi skal have gæster.

Som regel ikke.

Det var ikke hvad jeg havde lyst til. Men jeg mener at alles følelser er kærkommen, både store og små. Jeg ønsker at lære pigerne, at de skal mærke sig selv, og det, de mærker, er okay. Også selvom det ikke altid passer mig.
Jeg forventer at pigerne lytter til mig, også må det gælde samme vej tilbage. For hos os skal ungerne både ses og høres.

Lys min verden op

Som barn rendte min mor mig næsten konstant i hælene for at slukke alt det lys, jeg tændte på min vej. Det var ikke nok med en lille væglampe eller Det er sååå hyggeligt-lys. Vi kan da knap nok se noget. Skulle jeg bestemme, tændte jeg alt lyset i hele rummet, ja hele hytten, hvis jeg kunne komme til det.

Det var ind i mellem svært, når jeg var gæst et sted, for så kunne jeg ikke være bekendt at styre belysningen.
Jeg er blevet spurgt mange gange, om det nu virkelig var nødvendigt med alt det lys. JA, det var det, men jeg har aldrig rigtig kunnet forklare årsagen til mit behov for lys, for jeg vidste det ikke.
Mens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg i stuen med min store pige, som ser ‘Danmark har talent’. Vi har to loftlamper, en væglampe, en bordlampe og et par stearinlys tændt. Lige rigeligt, vil nogle nok mene.

Du ser heller aldrig mig frivilligt tage en plads, hvor der er dårlig belysning. Du ved, for enden af det lange festbord, hvor der er oplyst i midten og stearinlys ved kongepladserne; bordenden.

Det er først som voksen, jeg er begyndt at tænke over mit behov for lys. Jeg har faktisk ikke spurgt mine venner, om det ser sådan ud hjemme hos dem. Om der er andre hørehæmmede og døve, der trives bedst i et oplyst rum.

Eller måske sidder det så dybt i mig, at jeg under hele min barndom havde behov for tændte lamper overalt, fordi jeg jo skulle aflæse mimikken og mundaflæse. Hverken jeg eller min familie kunne tegnsprog. Så min kommunikation var afhængig af om jeg kunne se. Intet lys – ja ingen kommunikation.

Det har jeg taget med mig, også som voksen. Også selvom jeg er alene.

Jeg har betragtet det samme behov hos min mindste pige, Rosa. Det første Rosa gjorde, når hun vågnede, var også at  tænde en hel del lys. Hun tændte alt loftlyset på hendes vej. Hun har efterhånden forstået, at det kan være generende for de andre, der stadig sover. Så hun gør det ikke så meget mere.

Min mand har heldigvis ikke klandret mig for elregningen endnu. Men pyt med den, just light up our world, and we will see. Everything.

Bandeord og tegnforråd

Til min store ærgelse er der hjemme hos os forskel på hvem der bliver kaldt de grimme navne.
Jeg håber og tror på, at det ikke er fordi jeg er en ringere forælder end min mand. Jeg bilder mig selv ind, at det skyldes sproglige udfordringer. .

Vi forsøger så vidt muligt ikke at bande. Jeg gider ikke, at mine unger tilføjer diverse bandeord i alle deres sætninger.

Da jeg var yngre, bandede jeg og mine søskende lystigt. Og jeg forstår ikke hvordan mine forældre kunne holde ud at lægge ører til alt det, der blev fyret af. Bare fordi vi synes at det lød lidt smart, og for at understrege at vi fandeme synes at noget var sejt/grimt, som en slags ekstra krydderi. Men ind i mellem gik det over gevind, og der blev til tider sagt fucking som hver andet ord. Nærmest…..

Jeg blev så gift med en mand, som ikke på samme måde er opvokset med en afslappethed omkring bandeord. Jeg har virkelig bildt mig selv i tungen mange gange, for jeg ville jo gerne at mine svigerforældre så mig som et godt parti til Jesper..

Nå, men tilbage til mine unger…. verdens fucking mest skønne unger, som fucking også giver mig udfordringer. You hear me, det lyder ikke særligt fint, vel?
Nå, men jeg er blevet kaldt væsentligt flere ting end Jesper. Og værre. Far er dum, og jeg er alt muligt andet. Også noget som ikke fortjener at blive skrevet ned.

MEN når bandeord ikke er del af vores normale samtaler, bliver deres tegn-forråd heller ikke på samme måde udviklet som det gør på det auditive sprog. Bandeord hører de i tegnefilm, (jojo hvis man slår over på Ultra bl.a.), i skolen, i radioen og andre familiemedlemmer.

Pigerne ved, at jeg hører, hvad de siger, og at deres far ikke gør. Og jeg tror, at årssagen findes der. Vi ved jo at for at tosprogetheden skal følges nogenlunde ad, skal børnene fodres med tegn på de nye ord, de opfanger.

Vi forsøger så vidt muligt at udvikle deres tegnforråd ved at svare tilbage på deres sætninger, inklusiv tegnene på de ord, de ikke kan.

Men jeg må nok indrømme, at jeg synes, at det er en udfordring at lære dem ‘lede skiderik’, men jeg vil ikke være den eneste der bliver kaldt det. Og skal sprogene ligestilles, skal de også have alle ordene i deres tegnforråd.
Nu er det jo ikke sådan, at de får lov at namecall’e os alt muligt, men vi ved jo alle, at man ikke altid er verdens skønneste forælder.

(Postes også på Loud.land)