Jeg elsker at være social og tilbringe tid med min familie, venner og deres børn. Jeg lægger gerne hus til sammenkomster og nyder at have huset fuld. Jeg vil gerne være der for mine medmennesker, og jeg forsøger det bedste jeg kan.
Ind i mellem sker der meget - både gode og mindre gode ting. Både i privaten og på arbejdet. Begge steder vil jeg gerne og er jeg tilgængelig for andre.
En hverdag der skal struktureres, skoleaktiviteter, weekendture, venindebesøg, fødder der skal i støvler, bekymringer for venner og familie, og hvad der ellers sker i livet. Jeg er på og jeg nyder det meste.
Lige ud i det blå kommer der en downperiode. For mig optræder det typisk i samme scenarie.
Efter pigernes sengetid, ruller jeg rullegardiner ned i soveværelset; Lukker døren; Og putter mig. Alene. Dog typisk med Viaplay eller et magasin.
Efter et par aftner begynder manden at savne mig. Og jeg trækker stadig ind i soveværelset.
Alene. Jeg kan ikke lige overkomme andet end mig selv om aftenen. Får en træthed der ikke synes at forsvinde. Vækkeuret er lige ved at blive kylet ind i væggen om morgenen, og jeg plejer ellers næsten at springe ud af sengen, når uret ringer. (eller rettere vibrere). Der varer mellem dage og et par uger.
En samvittighed begynder at nage. Jeg burde da også lige. At få syet de bukser. At ringe til min mor. Far. Søster. Bror. Bedste. At lave en aftale med mine veninder, eller i det mindste give lyd fra mig selv.
Tidligere gik det mig på, når jeg fik det sådan, Er der mon noget galt med mig. Hvorfor blev jeg lige sur over det. Ej, jeg er altså heller ikke god nok.
Jeg er heldigvis blevet en smule klogere. Jeg ved nu, at den downperiode er noget, jeg har brug for! Det er min osteklokke. Så jeg lige finder og mærker mig selv. Giver jeg tid og plads til det, kommer energien lige så pludselig igen.
Så du, kære du, jeg har ikke glemt dig! Jeg havde bare lige glemt mig selv lidt, og det var tid til at finde osteklokken frem.
Husker du dig selv..... Det håber jeg, du gør. Ved at prioritere dig selv, giver du også plads til andre. Jeg øver mig og kan stadig blive bedre.
Om en mors tanker i et familieliv med tegnsprog. Jeg har med min mand to piger. Storsøster Liva, som er hørende, og lillesøster Rosa, som er døvfødt og fået C.I. Fælles for dem begge er, at de har de skønneste fregner og er tosprogede. De har fået tegnsprog ind med modermælken og dansk tale primært fra omgivelserne. Bloggen handler primært om vores liv som døv familie og de tilvalg vi har gjort os i form af tegnsprog og C.I til yngstepigen.
Jeg kender osteklokken ret godt fra mig selv;) Uanset hvor meget eller lidt vi ringer sammen, så har vi altid hinanden. Jeg ved, jeg altid kan ringe til dig når jeg har brug for at snakke, og du kan altid gøre det samme til mig. Jeg elsker dig! Både inde og udenfor osteklokken.
SvarSlet